Gør klar til Fællessang

I anledningen af Grundlovens 175-års jubilæum sender Katrine Muff og Johannes Langkilde DR-konceptet fællessang direkte fra Christiansborg

Det fremgår ikke, om statsminister Mette Frederiksen eller Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, synger for, men den 1. juni danner Christiansborg rammen om DR's fællessang.

I anledning af Grundlovens 175-års jubilæum sender værterne og pianisterne Katrine Muff og Johannes Langkilde fællessang direkte fra magtens centrum i hjertet af København.

Kendte musikere

Det sker lørdagen før selve jubilæet og bliver markeret af kendte sangere og musikere. Det annoncerer DR i en pressemeddelelse uden dog at sætte navne på de optrædende.

Katrine Muff og Johannes Langkilde er duoen, der guider seerne gennem fællessang. (PR-foto).

DR's fællessang blev lanceret under coronapandemien, hvor konceptet var at synge sammen hver for sig.

Grundloven

Det blev så populært, at DR besluttede at fortsætte konceptet ved særlige begivenheder. Blandt andet i anledning af julen og sankthans - og nu også i anledning af 175-året for Grundloven.

Sangskriveren, præsten og politikeren N.F.S. Grundtvig havde i flere år sin gang på Christiansborg og var med til at forme Grundloven. Netop derfor vil hans sange indgå i repertoiret i et miks med moderne fællessange, lyder det fra DR, som i øjeblikket sender en række programmer om Grundtvig.

Vær Velkommen

Grundtvig har blandt andet skrevet "Vær velkommen, Herrens år".

"Fællessang - live fra Christiansborg" kan ses på DR1 og DRTV den 1. juni klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS