Dronning Mary har mistet sin far
- Min elskede far er død
Dronning Marys far, professor John Dalgleish Donaldson, er død.
Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.
Han døde i Hobart på Tasmanien.
Han blev 84 år.
Dronning Mary udtaler i forbindelse med faderens død:
- Mit hjerte er tungt, og mine tanker er grå. Min elskede far er død. Men jeg ved, at når sorgen lægger sig, vil minderne lyse op, og det, der vil stå allerstærkest tilbage, er kærligheden og taknemmeligheden for alt, han gav mig og lærte mig.
Professor John Donaldson havde gennem længere tid været tiltagende mærket af sin alder.
Privat mindehøjtidelighed
Dronningen besøgte senest sin far i marts, hvor de havde flere gode og nærværende stunder sammen.
John Donaldson var professor i anvendt matematik og blev født i Skotland den 5. september 1941.
Det er familiens beslutning, at der på et senere tidspunkt finder en privat mindehøjtidelighed sted.
På Kongehuset.dk vil der være mulighed for at sende H.M. Dronningen en kondolence.