Politikere glæder sig over X Factor-lukning

Socialdemokratiets medieordfører vil ikke savne X Factor, og Dansk Folkeparti ser frem til afløseren.

Politisk er der kontinuerligt blevet sat spørgsmålstegn ved, om et talentprogram med farverige dommere er noget, der skal bruges licensmidler på. Foto: DR.
Politisk er der kontinuerligt blevet sat spørgsmålstegn ved, om et talentprogram med farverige dommere er noget, der skal bruges licensmidler på. Foto: DR.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter 10 år med X Factor stopper programmet, hvis seneste finale blev fulgt af 1,4 millioner seere, men som også har haft sin del kritikere.

Politisk er der kontinuerligt blevet sat spørgsmålstegn ved, om et talentprogram med farverige dommere er noget, der skal bruges licensmidler på.

– Nu er det ikke politikere, der skal bestemme, hvilke programmer DR sender.

– Men derfor kan man selvfølgelig godt have en holdning. Og jeg synes, det er fint, at der nu kommer noget nyt i stedet for X Factor. Jeg mener, at programmet har overlevet sig selv efter 10 sæsoner, siger Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen:

– Det er godt, at DR forsøger at tænke nyt og gå nye veje.

DF glade for at X Factor lukker

Hos Dansk Folkeparti glæder medieordfører Morten Marinus sig også over, at talentprogrammet snart er fortid hos DR.

– Jeg er glad for, at det lukker. Det er et stort underholdningsshow købt fra udlandet, der koster rigtigt mange licenspenge.

– DR har en forpligtelse til at understøtte samtlige musikgenrer, og det synes jeg ikke, de hidtil har levet op til. Så det bliver spændende at se, hvad der kommer nu, siger han.

Erstatningen bliver danskproduceret koncept

DR har meldt ud, at erstatningen vil blive et danskproduceret koncept, der skal laves i samarbejde med private producenter.

– Det er glimrende. Jeg ved fra den danske branche, hvor svært det er at finde holdbare koncepter, der kan give et stort publikum. Så det er ikke en let opgave, siger Socialdemokratiets Mogens Jensen, og Morten Marinus stemmer i:

– Danskproduceret lyder godt. Men nu må vi se, hvad det er. Jeg håber på, at det vil støtte nye solister og bands i Danmark i stedet for at satse på talenter, som der kommer tvivlsomme resultater fra efterfølgende.

DF-medieordfører rynker på næsen over timingen

Morten Marinus er blandt de politikere, der har kritiseret X Factor. Og han rynker på næsen over timingen i lukningen.

Der kommer mindre end et halvt år før, DR har brug for politikernes velvilje i medieforhandlingerne.

– Man kan selvfølgelig undre sig over, om lukningen kommer, fordi der er medieforhandlinger til januar.

– Men jeg lader tvivlen komme DR til gode og glæder mig over, at de tager skeen i den anden hånd, siger Morten Marinus fra DF.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS