Bliver 70 i dag

Kathryn Bigelow startede ud som billedkunstner i New York, men blev for alvor berømt som action- og krigsfilminstruktør i Hollywood. 27. november bliver hun 70

Kathryn Bigelow blev i 2008 den første kvindelige filminstruktør til at vinde oscarstatuetten for bedste film med krigsdramaet 'The Hurt Locker'. Lørdag den 27. november fylder hun 70.
Kathryn Bigelow blev i 2008 den første kvindelige filminstruktør til at vinde oscarstatuetten for bedste film med krigsdramaet "The Hurt Locker". Lørdag den 27. november fylder hun 70.
Offentliggjort Sidst opdateret

Kathryn Bigelow fik i første omgang omtale som talentfuld kunstner i New York, men det blev filmmediet, der for alvor spredte stjernestøv over hende som et af de varmeste instruktørnavne i Hollywood.

Bigelow, der er krediteret som instruktør på 20 forskellige film- og serietitler, fylder 70 år den 27. november.

Inspireret af sin far, som elskede at lave tegneserier, blev Bigelow efter skolen indskrevet på San Francisco Art Institute.

Efter sin bachelor fik hun et stipendium til Whitney Museum's Independent Study Program i New York.

Filmuddannet

Der skulle ikke gå længe, før Bigelow fik talentstatus på storbyens kunstscene, men efter en årrække som billedkunstner voksede hendes lyst til at skifte spor.

I 1979 færdiggjorde hun filmuddannelsen på Columbia University of Arts.

Året inden havde hun instrueret kortfilmen "The Set-Up", der viser to mænd, som tæver hinanden til blods i en gyde, mens to professorer på lydsiden analyserer seancen.

Filmen omhandler den gængse fascination af vold, som skulle blive et omdrejningspunkt i Bigelows filmografi.

Kæmpesucces

- Jeg synes, at vold i en filmisk kontekst, hvis håndteret korrekt, kan være meget forførende, har Bigelow sagt til mediet The Tech.

1981 blev året for hendes spillefilmsdebut med "The Loveless". Den blev Willem Dafoes hovedrolledebut som den læderjakkebærende biker Vance.

Flere film fulgte, men det var først i 1991, at Bigelow præsenterede sin første kæmpesucces, kultklassikeren "Point Break".

Bedste instruktør

I filmen spiller Keanu Reeves en FBI-agent, som går undercover for at infiltrere et slæng af surfere, der mistænkes for at være bankrøvere.

I kølvandet kom Bigelow ud med filmene "Strange Days" samt de knap så anmelderroste "The Weight of Water" og "K-19", der blev forløbere til karrierens største triumf.

I 2008 havde Bigelows Irak-krigsfilm "The Hurt Locker", premiere og blev omgående en succes.

Filmen, der har Jeremy Renner i hovedrollen som koldblodig bomberydder, vandt Oscar-prisen for årets bedste film. Den fik i alt seks oscarstatuetter.

Bigelow vandt blandt andet prisen for bedste instruktør som den første kvinde nogensinde.

Det forhold, at Bigelow er kvinde, interesser imidlertid ikke instruktøren selv. Hun har før nægtet at omtale sig selv som "kvindelig" filminstruktør.

Ikke action-kvinde

- Er jeg en 'actionkvinde'? Sådan ser jeg ikke mig selv, har hun sagt til The Guardian.

Fire år efter ramte Bigelow endnu engang plet med dramatiseringen af jagten og mordet på al-Qaeda-lederen Osama bin Laden, "Zero Dark Thirty".

Endnu engang var Bigelows film stærkt repræsenteret til Oscar-showet med fem nomineringer.

Bigelows seneste spillefilm, "Detroit", kom i 2017.

Powered by Labrador CMS