Bøffen fra Olsen Banden er død
Den folkekære skuespiller Ove Verner Hansen er død, 85 år, af hjertestop på Gentofte sygehus.
Den folkekære skuespiller og kongelig operasanger Ove Verner Hansen, Helsingør, er død. Han blev 85 år. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ove Verner Hansen døde lørdag på Gentofte sygehus af hjertestop efter et døgns sygdom. Han var omgivet af sin familie.
Ove Verner Hansen havde en helt usædvanlig karriere. Han kunne kalde sig skovhugger, operasanger, folkekær skuespiller og kogebogsforfatter. Men skuespillet trak stærkest i Helsingør-drengen.
Ove Verner Hansen blev først uddannet på kontor. Derefter sejlede han som sømand, arbejdede som Falck-redder og fældede træer som skovhugger. Siden studerede han sang og begyndte at synge som professionel.
I 1958 kom han med i DR’s “Radiokoret” og to år senere i “Operakoret.”
Medvirkede i flere af Ballings film
Filminstruktøren Erik Balling fandt Ove Verner Hansens komiske talent. Han medvirkede i flere af Ballings film.
Han blev mest kendt i rollen som skurken Bøffen i Olsen Banden-filmene. Han kendtes især for at støbe Ove Sprogøes fødder fast i en balje beton og sænke ham op og ned under vandet i Københavns Havn.
Ove Verner Hansen medvirkede som den eneste skuespiller ikke kun i de danske Olsen Banden-film, men spillede også med i nogle af de norske. Desuden har han deltaget i en række andre danske film
Ove Verner Hansen elskede et godt måltid mad. Han skrev flere kogebøger som Mandemad (1974) og Fiskekogebog (2001) og har optrådt som tv-kok.
Ove Verner Hansen giftede sig i 1960 med Birthe Hansen. Han flyttede aldrig fra sin hjemby, Helsingør.
/ritzau/