Tror han er kærester med kronprinsessen

En sindsforvirret mand har siden starten af februar siddet varetægtsfængslet mistænkt for planer om at dræbe den hollandske tronfølger og hendes søster 

Offentliggjort

Mandag var der i Holland indledende retshøring i en sag mod en sindsforvirret 33-årig mand, der er mistænkt for at have planlagt at ville dræbe Hollands kronprinsesse Catharina-Amalia og kongeparrets mellemste datter, prinsesse Alexia.

Her afslørede forsvareren, at hans klient er af den opfattelse, at han er i et romantisk forhold med kronprinsessen, og at de sammen har planlagt en overlevelsestur til Polen. 

Desuden, at manden har forklaret, at han i forbindelse med overlevelsesturen havde anskaffet to økser - på opfordring fra kronprinsesse Amalia.

Det skriver det hollandsk sprogede belgiske medie HLN.  

Den mistænkte og angiveligt sindsforvirrede mand blev anholdt og varetægtsfængslet i Haag i begyndelsen af februar, efter han fra en balkon råbende havde fremsat trusler. 

"Jeg dræber dem alle", skulle han have råbt. 

Det hollandske kongepars tre døtre. Fra vensktre er det prinsesse Alexia, prinsesse Ariane og kronprinsesse Amalia.

Fandt to økser

Efterfølgende fandt politiet to økser med indgraveringerne "Alexia", "Mossad" og nazihilsenen "Sieg Heil", på hans værelse.

Han havde også et håndskrevet notat med ordene "Amalia", "Alexia" og "blodbad 400".

Ved høringen anmodede forsvaret om at få ophævet varetægtsfængslingen. 

Det blev dog afslået af retten.     

Det næste forberedende retsmøde i sagen er planlagt til den 27. juli.

Powered by Labrador CMS