Sådan bor fyrsteparret

Unikt indblik i fyrsteparrets stue

Fyrsteparret i Monaco, Albert og Charlene, har givet et sjældent indblik i indretningen af den private del af paladset i Monaco.

En del af paladset er åbent for offentligheden i en del af kalenderåret, og der kan man ifølge billedbladet.dk mod entré komme ind og snuse lidt i de officielle dele af de fyrstelige gemakker.

Det er de dele af paladset, hvor parret modtager officielle gæster på statsbesøg i Monaco og ved andre offentlige begivenheder.

Se stuen 

Men i et interview med bladet Monaco Matin har Charlene og Albert lukket journalisterne og fotografen ind i de private gemakker, som normalt er hermetisk lukket for offentligheden.

Hos Monaco Matin kan man se et billede fra parrets private stue, som man må formode er ramme for hyggelige timer for parret og deres tvillinger prinsesse Gabriella og arveprins Jacques.

Stuen er malet i en cremefarvet nuance, og en stor pejs har en central placering.

Der er møbleret med rokokomøbler, og rundt omkring på væggene hænger, hvad der ligner billeder af tidligere led i Grimaldi-slægten. 

Billede af mor

På et bord i baggrunden står et billede af Alberts mor, skuespillerinden Grace Kelly, der trak sig tilbage i 1956, da hun blev gift med fyrst Rainier.

Grace Kelly døde af skaderne efter en trafikulykke den 13. september 1982, hvor hun på grund af en hjerneblødning mistede kontrollen over sin bil og sammen med prinsesse Stéphanie røg af vejen og ned ad en stejl, 40 meter lang bjergside. 

Powered by Labrador CMS