Prinsesse erkender: Findes ikke i dette liv

Det er en livslang dedikation, lyder det fra prinsesse Anne

Offentliggjort Sidst opdateret

Prinsesse Anne: En Livslang Dedikation

Prinsesse Anne af Storbritannien er kendt som den flittige prinsesse.

Selvom hun fylder 75 år, planlægger hun ikke at gå på pension.

Hun er involveret i 300 organisationer og har haft en dramatisk fortid.

Trods en ulykke med en hest forbliver hun dedikeret til sine interesser.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Anne af Storbritannien har altid været set som den flittige prinsesse i den britiske kongefamilie.

Selv om hun den 15. august fylder 75 år, har hun ingen intentioner om at stoppe med sin omfattende arbejdsindsats.

Findes ikke

- Jeg tror ikke, at der findes en pensionsordning i det her liv, sagde hun tidligere i år ifølge BBC.

Prinsesse Anne, der er den britiske konges eneste søster, begyndte at udføre offentligt arbejde i en alder af 18 år.

300 organisationer

I dag er hun involveret i 300 organisationer - herunder velgørenhed, institutioner og militære regimenter - både i Storbritannien og internationalt.

Den seneste tid har dog ikke været uden dramatik.

Husker ikke skade

I sommeren 2024 kom hun til skade ved en ulykke med en hest. Hun blev efterfølgende behandlet for en hovedskade og hjernerystelse.

Ifølge BBC huskede prinsesse Anne slet ikke episoden, der sendte hende på hospitalet, da hun blev spurgt ind til det et halvt år senere.

Personlig interesse

Alligevel lærte det hende, at "hver dag er en bonus".

Trods den uheldige episode har heste altid været en stor personlig interesse for prinsesse Anne.

Som ung blev hun så dygtig en rytter, at hun dystede ved De Olympiske Lege i Montreal i 1976.

Forsøgt kidnappet

Få år inden OL-deltagelsen var hun udsat for en helt anden dramatisk situation.

I 1974 prøvede en mand at kidnappe hende.

Den dengang 23-årige prinsesse var på vej til en velgørenhedsfest med sin daværende mand, Mark Phillips, da vejen blev blokeret af en bil.

Skudt og såret

Føreren af bilen, en mand ved navn Ian Ball, steg ud og var væbnet med en pistol.

Ball skød og sårede prinsesse Annes chauffør, en sikkerhedsvagt og en journalist, der prøvede at blande sig.

Holdt hovedet koldt

Derefter rettede han opmærksomheden mod prinsesse Anne og forsøgte at få hende ud af bilen. Men prinsessen holdt hovedet koldt og svarede kontant:

- Not bloody likely.

To børn

Millioner var publikum til prinsesse Annes første bryllup i 1973 i Westminster Abbey med Mark Phillips.

Parret fik sammen to børn, Zara Tindall og Peter Phillips, men ægteskabet holdt ikke. De blev separeret i 1989 og skilt i 1992.

Sammen i dag

Samme år som skilsmissen blev prinsesse Anne gift på ny. Det var med militærmanden Timothy Laurence. Denne gang blev prinsessen blot viet ved et mindre familiebryllup i Skotland. Ægteparret er stadig sammen i dag.

Selv om prinsesse Anne fylder 75 år den 15. august, har hun ikke tænkt sig at stoppe sit arbejde i mere end 300 projekter. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS