Mary viser vild have frem
Mary har fotograferet et forår i fuldt flor omkring Fredensborg Slot
Dronning Mary fejrer Kristi Himmelfartsdag med nye billeder og videooptagelser fra familiens have ved Kancellihuset på Fredensborg Slot.
- Endelig kom den længe ventede regn, og vores vilde have står nu i fuldt flor. Med ønsket om en dejlig Kristi Himmelfart, lyder det i opslaget, der er delt på Kongehusets officielle Instagramprofil.

Personlig interesse
Haven, som Mary og familien har udviklet med fokus på biodiversitet og naturlig vækst, har flere gange været vist frem på sociale medier og regnes som et af Dronningens personlige interesser.
På billederne ser man både frodig bevoksning og regnvåde blomster - et fredfyldt øjeblik fanget af Dronningen selv.
Ifølge kongehusets kalender er der ingen officielle opgaver for Kongefamilien i dag, og det tyder derfor på, at Dronningen nyder helligdagen privat i hjemlige omgivelser på Fredensborg.