Kong Frederik modtaget med kram i Grønland
Regeringsleder Jens-Frederik Nielsen tog imod kongen i Nuuk ved tredagesbesøgets start
Kong Frederik er onsdag eftermiddag dansk tid landet i Grønland forud for sit besøg de næste tre dage.
På billeder fra Nuuk Lufthavn kan man se, at flyet er landet, og at kongen efterfølgende er kommet ud af flyet.
Glimt af kongen
I Nuuk Lufthavn bliver han budt velkommen af både den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og formand for det grønlandske parlament, Inatsisartut, Kim Kielsen.
Efter at have givet et kram til både Jens-Frederik Nielsen og Kim Kielsen, vinker kong Frederik til nogle af dem, som er mødt op for at få et glimt af kongen ved ankomsten.
Kaffemik i kulturhuset
Kong Frederik skal være i Grønland til fredag. Hele onsdag bruger han i Nuuk, hvor det første punkt på dagens program byder på frokost i Hans Egedes Hus.
Herefter skal kongen både besøge Nuuks gymnasium, Grønlands største virksomhed, Royal Greenland, og Arktisk Kommando.
Onsdag aften dansk tid skal kongen deltage i en traditionel kaffemik i kulturhuset Katuaq i Nuuk.
En kaffemik er en traditionel grønlandsk sammenkomst, hvor der drikkes kaffe og spises bagværk.
Kaffemikken er åben for offentligheden, og kongen får ifølge det officielle program mulighed for at møde borgere fra Nuuk.