I dag kommer dronning Margrethe på besøg
Kongehuset har siden 1934 haft en tæt tilknytning til Sankt Lukas Stiftelsen
Dronning Margrethe besøger i dag Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup.
Det fremgår af kongehusets officielle kalender.
Sankt Lukas Stiftelsen har mere end 125 års erfaring med at levere sundheds- og velfærdstilbud.
Aktiviteterne omfatter drift og udvikling af voksenhospice, børne- og ungehospice, udgående hospice-team, daginstitution samt specialkrisecenter for kvinder.
Langvarig tilknytning
Og stiftelsen har en langvarig og tæt tilknytning til kongehuset.
Dronning Alexandrine blev protektor for Sankt Lukas Stiftelsen helt tilbage i 1934, og efter hendes død tog kong Frederik 9. over.
Efter ham var det så dronning Ingrid, der påtog sig opgaven, og siden 2001 har stiftelsen haft dronning Margrethe som protektor.