Frederik har jernhård lady med i skoven
Kongen er i dag vært ved sæsonens første kongejagt
Kong Frederik har i dag taget hul på rækken af sæsonens kongejagter.
Helt præcis i Klosterheden Plantage, der er beliggende i det jyske mellem Lemvig og Struer.
Er selv ivrig jæger
Kong Frederik er selv en ivrig jæger - og efter sigende en ganske habil en af slagsen.
Han tog over som protektor for Danmarks Jægerforbund efter sin far, prins Henrik, da han gik bort i 2018.
Det er dog et job, der er blevet sorteret fra, efter Frederik tiltrådte som konge tilbage i 2024, og siden valgte at skære ned på kongelige protektorater i det hele taget.
Dagens særligt udvalgte
Kongejagterne er kongehusets officielle jagter, hvor blandt andet repræsentanter fra regionen, kommunen og erhvervslivet inviteres med.
Frederik er tidligere blevet kritiseret for ikke at invitere kvinder med på sine jagter, hvilket han dog siden har rådet bod på.
Fire kvinder på listen
Og også denne gang er der kvinder at finde på listen med navnene på dagens særligt udvalgte gæster.
Det er Karen Barfod, forskningsleder ved VIA, Suzanne Guss, logistikdirektør og logistikchef ved henholdsvis J. Logistica A/S og Skandinavisk Logistik A/S, samt Charlotte Ployart Wetche, direktør for Forsvar & Resiliens hos Netcompany.
Desuden den 'jernhårde lady' og tidligere landsholdsspiller i håndbold, Katrine Fruelund, der er bestyrelsesformand for Naturnationalpark Fussingø.