Frederik gør det for første gang i syv år

Onsdag indleder kong Frederik og dronning Mary et tre dage langt besøg på Færøerne. Deres første som kongepar

Offentliggjort Sidst opdateret

Kong Frederik besøger Færøerne for første gang som konge

Kong Frederik besøger Færøerne for første gang som konge efter syv år.

Besøget varer tre dage og inkluderer flere officielle arrangementer.

Kongeparret skal blandt andet besøge Tórshavn, Vágur og Eiði.

Besøget afsluttes med en reception på kongeskibet.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Når kong Frederik onsdag formiddag går i land på kajen i den færøske hovedstad, Tórshavn, bliver det et gensyn med øgruppen efter syv år.

Kongen besøgte senest Færøerne i 2018 - dengang som kronprins sammen med familien.

Dermed er det tre dage lange besøg, som begynder onsdag, Frederiks første som konge.

Blev aflyst

Fra onsdag og til og med fredag skal kong Frederik og dronning Mary besøge Tórshavn, Vágur, Fámjin, Tvøroyri og Eiði som led i et rigsfællesskabstogt, der egentlig skulle være gennemført sidste år.

Men på grund af en omfattende og ugelang strejke på Færøerne blev turen aflyst, hvorfor kongeparret kun kom omkring Grønland på togtet.

Da Frederik og Mary besøgte Færøerne i 2018 som kronprinspar, havde de parrets fire børn med.

Andet besøg

Det var parrets andet officielle besøg til øgruppen, som de også besøgte i 2005 med dronning Margrethe og prins Henrik.

Den tre dage lange tur begynder onsdag klokken 10 lokal tid, hvor kongen og dronningen går i land på kajen Bursatangi i Tórshavn fra kongeskibet "Dannebrog".

Den færøske lagmand, Aksel V. Johannesen, der også er vært for besøget, tager imod parret og tager med parret videre til en reception i regeringsbygningerne i den gamle bydel Tinganes.

Officiel frokost

Herefter følger en række officielle besøg for kongeparret. Det gælder blandt andet et besøg i det færøske parlament, Lagtinget, en officiel modtagelse i Tórshavnar Kommune og en officiel frokost.

Turen går onsdag videre til við Tjarnir, som er en ny multihal for færinger i alle aldre.

Drager videre

Kongen drager videre bagefter til et rehabiliteringscenter, mens dronningen besøger en skole, der arbejder med Mary Fondens program "Fri for mobberi".

Den første dag bliver afsluttet med en festmiddag, som Aksel V. Johannesen er vært for.

Torsdag skal parret blandt andet besøge tangvirksomheden Tari, et ældrehjem, et produktionsværksted, en kirke, en børnehave og en plantage, hvor der skal plantes et træ.

Besøger atelier

På sidstedagen, fredag, drager de kongelige til bygden Eið, hvor de skal besøge en billedkunstners atelier, omkring byrådet i bygden og til frokost, inden besøget rundes af.

Som punktum for det tre dage lange besøg afholder kongeparret traditionen tro en reception på kongeskibet fredag.

Frederik og Mary besøgte senest Færøerne i 2018 som kronprins og kronprinsesse. Det var i følgeskab med parrets fire børn, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine, prins Vincent og den nuværende kronprins Christian. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS