Første gang efter kræftdiagnosen
Nu er prinsesse Kate klar til at skrue op for blusset
Britiske prinsesse Kate har gradvist øget sin arbejdsindsats siden hun vendte tilbage til de kongelige pligter efter sin kræftdiagnose og behandling i 2024.
Og nu skruer hun så endnu en tand op for blusset.
I næste måned tager hun nemlig for første gang siden 2023 på besøg i udlandet.
Endda uden prins William ved sin side.
Det afslørede Kensington Palace tirsdag ifølge flere engelske medier.
Town & Country skriver, at Kate skal besøge byen Reggio Emilia i Norditalien onsdag den 13. og torsdag den 14. maj.
Og, at det sker som en markering af et vigtigt næste skridt i arbejdet for The Royal Foundation Centre for Early Childhood, i takt med at det udvider internationalt.
Fokus på børns opvækst
Prinsesse Kate har fokuseret på børns opvækst og tidlige år i sit arbejde i mere end et årti.
Hun lancerede Royal Foundation Centre for Early Childhood i 2021.
Under besøget skal prinsessen møde undervisere, forældre, børn og erhvervsledere for at se, hvordan byen Reggio Emilia udfører sin internationalt anerkendte tilgang til at skabe omsorgsfulde læringsmiljøer.