Bekræfter: Margrethe kommer

Aarhus Festuge skydes igen i gang med en åbningstale fra dronning Margrethe

Dronning Margrethe har åbnet Aarhus Festuge adskillige gange. Her er regenten fotograferet under åbningen i 2001.
Dronning Margrethe har åbnet Aarhus Festuge adskillige gange. Her er regenten fotograferet under åbningen i 2001.
Udgivet Opdateret

Når Aarhus Festuge den 27. august åbnes, bliver det med deltagelse af dronningen.

Det bekræfter Aarhus Festuge i en pressemeddelelse.

Dronning Margrethe deltager i gallaåbningen som protektor for Aarhus Festuge. Borgmester Jacob Bundgaard (S) vil sammen med dronningen holde taler i musikhuset, og skyde Festugen i gang.

Årets gallakoncert finder sted i Store Sal i Musikhuset Aarhus. Her vil dronningen sammen med de øvrige inviterede overvære koncerten "you’re somehow connected – a dream play" af komponisten Lil Lacy.

Et værk, som hylder de synlige og usynlige forbindelser mennesker imellem, står der i pressemeddelelsen.

Festugen finder sted fra 27. august til 5. september.

Har deltaget flere gange

Det er langt fra første gang at dronningen bliver inviteret.

Som protektor for den årlige byfest, møder dronningen op hvert år og holder åbningstalen, men på grund af corona, var det ikke muligt i 2020, da Festugen blev aflyst.

Året før, i 2019, holdt hun åbningstalen, inden de ti festdage blev skudt i gang.

Temaet for årets Festuge er "In It Together".

Aarhus Festuge blev for første gang afholdt i 1965.

1000 arrangementer bliver afholdt på ti dage, og dermed er Aarhus Festuge en af Nordeuropas største kulturbegivenheder.

Aarhus Festuge

Aarhus Festuge blev afholdt første gang i 1965, efter i 1964 at være blevet etableret som et eksperiment, der skulle aktivere byens institutioner og foreninger.

Formålet var at præsentere byens kulturelle profil og Aarhus’ store potentiale for omverdenen.

Den store succes har betydet, at Aarhus Festuge siden da er blevet en årligt tilbagevendende tradition. Festugen blev således skabt ud fra en stærk politisk overbevisning om at kunst og kultur og fællesskab får byen til at blomstre.

Siden 1965 har Festugen udviklet sig fra at være en lokal begivenhed, som den stadig er i dag, til også at omfatte et internationalt fokus, og artister fra hele verden har lagt vejen forbi Aarhus gennem årene. 

Kilde: Kilde: Aarhus Festuge
Powered by Labrador CMS