Gastronomisk godfather

Kokken Michel-Patrick Michaud har både introduceret fransk mad til danskerne og modtaget Michelin-stjerner. Tirsdag den 19 januar fylder han 75 år.

Tirsdag den 19. januar fylder den fransk-danske kok og tidligere køkkenchef Michel-Patrick Michaud 75 år. (Arkivfoto) – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Med sin ambitiøse tilgang til gastronomien har den fransk-danske kok Michel-Patrick Michaud igennem flere årtier sat en tyk streg under sit navn på den danske kulinariske scene.

Tirsdag den 19. januar fylder Michel-Patrick Michaud 75 år.

Artiklen fortsætter under videoen

Michaud er født og opvokset i den sydvestlige del af Frankrig i byen Cognac. Interessen for gastronomien fik han som barn af sin bedstemor.

Som blot 13-årig valgte han at blive indskrevet på en restaurantskole.

Efter endt skoleophold fik han arbejde på forskellige franske restauranter, herunder flere med michelinstjerner. Men det var ikke altid en dans på roser for den unge Michaud.

– Jeg blev mobbet af de andre kokke, fordi jeg kom fra skolen og ikke havde været i mesterlære, har han fortalt.

Kurs mod Danmark

I 1971 valgte Michel-Patrick Michaud at sætte kursen mod Danmark. Det gav ham muligheden for at fremvise det bedste fra det franske køkken til danskerne.

Først som køkkenchef ved Falsled Kro, så Kong Hans Kælder og siden Søllerød Kro, hvor han opnåede en stjerne i Guide Michelin i 1987.

Michauds gastronomiske udfoldelser har skabt stor respekt i det danske restaurant- og kokkemiljø.

For to år siden modtog Michel-Patrick Michaud de danske madanmelderes ærespris med den begrundelse, at han “cementerede positionen som manden, der førte det høje franske køkken til det flade Danmark”.

I skagen

I begyndelsen af 00’erne valgte Michaud at udfolde sin kulinariske kunnen på toppen af Danmark i Skagen.

Fra 2004-2014 havde Michel-Patrick Michaud base som køkkenchef på Ruths Hotel. Efter en smuttur til Molskroen blev han to år senere ansat i samme stilling på Brøndums Hotel.

Men efter halvandet år sagde Michaud stop.

– Jeg stopper, inden det er for sent. Jeg vil ikke længere stå i et køkken 12 timer i træk. Jeg skal nyde livet nu, sagde Michaud i 2017.

Sammen med hustruen, Annick Michaud, har Michel-Patrick Michaud to børn, og de er samtidig bedsteforældre til otto børnebørn.

Powered by Labrador CMS