Heino Hansen har fået pusten tilbage

Oplevelsen som melodigrandprix-vært er på førstepladsen over de største øjeblikke i 2023 for komikeren Heino Hansen

Udgivet Opdateret

Tekniske problemer trak afstemningen om hvem, der var finalisterne i langdrag og værterne på dybt vand ved årets melodigrandprix.

DR-profilen Tina Müller og komikeren Heino Hansen gjorde deres bedste for at få tiden til at gå, mens deltagerne måtte udholde den noget længere end ventede spænding.

I mangel på bedre endte værterne med at spørge ind til, hvilket materiale deltagernes tøj var lavet af.

Årets største øjeblik

Netop den oplevelse - at padle sig gennem et teknisk uheld i bedste sendetid under afviklingen af en ikonisk konkurrence - skriver sig ind som årets største øjeblik i 2023 for Heino Hansen.

- Det øjeblik, hvor vi får at vide i øresneglen, at appen er gået ned, er det største og længste, siger Heino Hansen.

- Det vil jeg huske for altid, tilføjer han med et grin i anledning af optagelserne til TV 2's årskavalkade, "De største øjeblikke", som sendes på TV 2 den 30. december.

Heino Hansen var vært ved Dansk Melodi Grand Prix i 2023 sammen med DR's egen Tina Müller. (Arkivfoto).

Et halvt år under radaren

Siden værtskabet på Dansk Melodi Grand Prix har Heino Hansen haft et halvt år under radaren.

- Lige nu kører jeg et meget overskriftsfrit liv. Det har været bevidst efter to år med fuld rabalder, siger den 39-årige komiker.

Starter ikke stille ud

Det bliver dog afløst af et 2024, hvor man kan se frem til flere ting fra komikerens hånd.

Året starter ikke stille ud, understreger Heino Hansens hustru, Cecilia Hansen, der gør ham selskab på den røde løber.

- Vi starter året med "Jaget vildt", hvor vi er sammen, siger Cecilia Hansen, der også er mor til parrets to drenge.

Nyt onemanshow

I sæson fem af realityprogrammet "Jaget vildt" skal parret forsøge at gemme sig for en række efterforskere, der har erfaring med opsporingsarbejde fra virkelighedens verden. Blandt de andre deltagere er desuden tv-værterne Sofie Linde og Mikkel Kryger.

Senere på året skal Heino Hansen tunere med sit nye onemanshow, "Heino Hansens første afskedsshow".

Powered by Labrador CMS