- Det er meget rørende

Kasper Fisker og Karina Frimodt fik selskab af skuespiller Jakob Fauerby i fredagens "Vild med dans", og trioen gik på gulvet med et budskab om mangfoldighed

Fodbold mødte slowfox i fredagens udgave af "Vild med dans", og den kombination sikrede tidligere fodboldspiller Kasper Fisker og partner Karina Frimodt yderligere to uger i programmet.

Parret fik nemlig en fredning, da ingen blev stemt ud i programmet, der var dedikeret "Vild med dans'" 20-sæsoners jubilæum.

Derimod fik parret med flest stemmer samlet set immunitet i næste udsendelse.

- Det er fantastisk, jubler Karina Frimodt og bliver suppleret af Kasper Fisker.

- Det er meget rørende. De andre fredage ved vi ikke, hvor vi har ligget henne. Men nu kan vi ligesom regne ud, at folk hjemme i stuerne - og dommerne også - var vilde med vores dans. Men vi havde også en joker med i forhold til Jakob Fauerby.

Udviddet til trio

Parrene blev nemlig udvidet til en trio i anledning af jubilæumsafsnittet.

Kasper Fisker og Karina Frimodt fik selskab af skuespiller Jakob Fauerby, der vandt dansedysten tilbage i 2019 med Silas Holst - som det første par nogensinde af samme køn i hele verden.

- Den historie ville vi gerne tage endnu videre og kæmpe for, forklarer Kasper Fisker om trioens slowfox.

Eksperiment

I dansen, som var koreograferet af Karina Frimodt, blev der eksperimenteret mellem kvinde- og mandeholdningen.

Eller den førte fatning, som Jakob Fauerby venligt korrigerer Kasper Fisker.

- Kasper og jeg har talt en del om, at der også i fodbolden ikke altid har været plads til at være den, man er. Flere af Kaspers venner er homoseksuelle, LGBT+'ere. Jeg tror, at det, vi må konstatere, er, at repræsentation virker, siger Jakob Fauerby og fortsætter:

- Det, vi ser i fjernsynet, bliver en del af virkeligheden. Hvis det er okay for to mænd at danse inde i fjernsynet, så kan man også gøre det ude i verden.

Jakob Fauerby vandt "Vild med dans" i 2019 og skrev historie i programmet, da han og Silas Holst som det første par af samme køn i hele verden vandt dansedysten. (Arkivfoto).

Byttede rundt

Da Jakob Fauerby vandt "Vild med dans" med Silas Holst, byttede de også rundt på, hvem der førte, og hvem, der blev ført.

Det forførte både dommere og seere, som sendte dem til tops i 2019.

- Jeg kan huske, at jeg sagde, da jeg vandt: "Min datter og hendes storebror ved nu, at de kan danse med hvem, de vil". Og det er jo faktisk blevet virkeligt, jubler Jakob Fauerby.

Kasper Fisker og Karina Frimodt - og Jakob Fauerby - lå i midten af feltet, efter dommerne havde givet deres karakterer.

Men seernes stemmer sendte dem samlet set til tops i fredagens program.

Fredet i næste uge

Med det har de fået en fredning i næste uges "Vild med dans" og er derfor sikret yderligere to fredage i programmet.

Næste fredag er konkurrencen tilbage for de fem andre par.

Kasper Fisker og Karina Frimodt skal stadig på gulvet, men for underholdningen skyld.



Powered by Labrador CMS