Tredobbelt Oscar-vinder er død
Havde haft vejrtrækningsproblemer de sidste måneder
Den amerikanske sangskriver Alan Bergman er død.
Det skriver Rolling Stone.
Og Bergmans repræsentant, Ken Sunshine, bekræfter dødsfaldet.
Bergman blev 99 år.
Der er ikke opgivet en formel dødsårsag, men Alan Bergman havde i de seneste måneder døjet med vejrtrækningsproblemer.
Oscarvinder
Sammen med sin hustru, Marilyn, der døde i en alder af 93 i 2022, vandt han flere Oscars for sange til film.

De to havde både et privat og et professionelt parløb.
Parret vandt Oscars for bedste sang for sangen ”The windmills of your mind” med Noel Harrison i filmen ”Eventyreren Thomas Crown” og ”The way we were” med Barbra Streisand fra filmen "Vore bedste år" og endelig fik de en tredje Oscar for bedste filmmusik til Barbra Streisand-musicalen "Yentl".
Parret har også hentet Grammy- og Emmy-priser for deres sange og filmmusik.
Kæmpe navne
Alan Bergman skrev også sange, der er indspillet og fremført af så store navne som Frank Sinatra, Ray Charles, Tony Bennett og Céline Dion.
Forud for sin død har Alan Bergman skrevet ni sange i samarbejde med guitaristen og komponisten Pat Metheny.
De sange kommer på et album, der bliver udgivet senere i år.
Alan Bergman efterlader sig sin datter, filmproducer Julie Bergman og barnebarnet Emily Sender.