"Titanic"-producent død af kræft

Blev 63 år

En af de mest succesfulde filmproducenter i Hollywood, Jon Landau, er død.

Det skriver variety.com.

Han døde af kræft fredag den 5. juli.

Det er ikke oplyst, hvilken kræftform der er tale om.

Han blev 63 år.

Stod bag "Titanic"

Jon Landau kørte som filmproducent et helt særligt parløb med instruktøren James Cameron.

De arbejdede sammen om nogle af de bedst indtjenende film i Hollywoods historie.

Det gælder blandt andet "Titanic", der indbragte dem begge en Oscar for bedste film i 1998.

James Cameron og Jon Landau (til venstre) med Oscarstatuetterne som bevis for, at "Titanic" i 1998 blev kåret til årets bedste film.

Også James Camerons "Avatar"-film havde Jon Landau som producent.

"Titanic" blev den første film nogensinde til at indbringe mere end en millard dollars i indtægter.

Men både "Avatar" og efterfølgeren "Avatar: The Way of Water" hentede endnu flere indtægter end "Titanic", og parret stod bag tre af de fire bedst indtjenende film i Hollywoods historie.

Det er James Camerons plan, at der skal laves i alt fem "Avatar"-film, og at den sidste skal have premiere i 2031.

Hvem, der nu skal være producent på de sidste tre film i serien, er uvist. 

Efterlader kone og børn

Jon Landau efterlader sig hustruen Julie Landau, som han var gift med i næsten 40 år.

Også sønnerne fra ægteskabet med Julie, Jamie og Jodie, må nu undvære deres far.

Endelig efterlader Jon Landau sig også sine tre søskende Tina, Kathy og Les Landau.

Landau blev født den 30. juli 1960 i New York City, og begge hans forældre, Ely og Edie Landau var også filmproducenter.

Powered by Labrador CMS