Haakon klapper fuldstændigt i
Presset på kronprins Haakon øges
Kronprinsesse Mette-Marit har været gået mere eller mindre i flyverskjul, siden hendes relation til den afdøde, dømte seksual-forbryder Jeffrey Epstein blev kendt for mere end fem uger siden.
Det viser sig, at hun har haft en omfattende kontakt med Epstein, har boet med en veninde i en af hans boliger, og at karakteren af hendes kontakt med Epstein har været højst upassende for en kvinde gift med en tronarving.
Afsløringen af hendes relation med Epstein faldt sammen med, at sagen mod hendes søn, Marius, for blandt andet flere voldtægter begyndte.
Hun ville være rejst væk under retssagen, men Epstein-afsløringen fik hende i stedet til at gemme sig hjemme i Norge.
Som en konsekvens af Epstein-afsløringerne standsede eller pausede en række af de organisationer, som Mette-Marit er protektor for, samarbejdet med kronprinsessen.
Mette-Marit har undskyldt for relationen til Epstein, men har samtidig sagt, at hun er mere eller mindre lagt ned af flere dårlige sager og sin kroniske lungesygdom, som bliver stadig værre, hvorfor hun ikke har kræfter til en mere og uddybende fuldtonet undskyldning for Epstein-affæren.
Imens Mette-Marit har gemt sig, og sygdomsramte kong Harald har været på ferie på Tenerife, har det været Haakon, der har skullet holde fanen højt og mere eller mindre ene mand har repræsenteret kongehuset.
Nægter at svare
Det gjorde han også mandag, hvor han var på officielt besøg i Kongsvinger.
Det skriver vg.no.
I mangel på udmeldinger fra Mette-Marit har medierne ved disse lejligheder gjort det eneste rigtige og spurgt ham til kronprinsessens larmende tavshed.
Men Haakon lod - som tidligere - som om han slet ikke hørte spørgsmålene og gik blot videre.
Heller ikke spørgsmål om, hvordan Mette-Marit har det, besvarede Haakon.
Han ville kun svare på spørgsmål, der angik hans besøg på en virksomhed, hvor man forlænger levetiden for elektronikprodukter, og det sælger ikke mange aviser.
Samme mønster gik igen ved et andet officielt besøg senere mandag.
Pressen trykkede kronprinsen på maven for at høre nyt om Mette-Marit, man han ignorerede helt spørgsmålene.
I frit fald
Mette-Marit og det norske kongehus har været i frit fald i meningsmålingerne på grund af Epstein-sagen og de særdeles alvorlige tiltaler mod Marius Borg Høiby.
I en meningsmåling fra begyndelsen af marts siger kun 29,5 procent af nordmændene, at de ønsker Mette-Marit som dronning, mens hele 46,2 % ikke ønsker hende som dronning.
Opbakningen til kongehuset generelt er faldet med ti procentpoint fra 70 % til 60 % fra februar til marts.
I en måling af de enkelte medlemmer af kongehusets popularitet topper Harald med karakteren 9,2 hvor ti er højest.
Mette-Marit derimod ligger og roder nede i bunden med en karakter på 3,7. Halvandet år før denne måling fik hun karakteren 7,4.