Døde fredag morgen på sygehuset

Tomiichi Murayama fremsatte i 1995 en hidtil uset undskyldning for Japans handlinger under Anden Verdenskrig.

Offentliggjort

Tidligere japansk premierminister Murayama er død

  • Tomiichi Murayama, tidligere premierminister i Japan, er død i en alder af 101 år.
  • Han er kendt for sin undskyldning for Japans handlinger under Anden Verdenskrig.
  • Undskyldningen blev fremsat på 50-årsdagen for Japans overgivelse i 1995.
  • Murayama døde af alderdom på et hospital i sin fødeby, Oita.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Japans tidligere premierminister Tomiichii Murayama, der er kendt for at have undskyldt i forbindelse med landets handlinger under Anden Verdenskrig, er fredag død i en alder af 101 år.

Det rapporterer flere medier ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Murayama var premierminister fra 1994 til 1996 og udsendte undskyldningen den 15. august 1995 på 50-årsdagen for Japans overgivelse.

'Dyb anger'

Her udtrykte han "dyb anger" over Japans handlinger i Asien. Det var ifølge Reuters hidtil uset at bruge den slags ord om landets handlinger under verdenskrigen, der medførte et bittert forhold til de asiatiske nabolande.

I undskyldningen kaldte han Japans politik under krigen for fejlslagen og sagde, at krigen fandt sted i det, han betegnede som en ikke så fjern fortid.

Tomiichi Murayama Japans tidligere premierminister
UNDSKYLDNING: Tomiichi Murayama, kendt for sin undskyldning for Japans krigshandlinger, er død i en alder af 101 år.

- Japan forårsagede gennem sit kolonistyre og sin aggression enorm skade og lidelse i befolkningen i mange lande, især for befolkningen i asiatiske nationer, sagde han.

- Jeg betragter i en ånd af ydmyghed disse uigendrivelige historiske kendsgerninger, og jeg udtrykker her endnu en gang min dybfølte anger og oprigtige undskyldning, sagde han.

Undskyldningen blev taget godt imod af blandt andre USA og mange asiatiske lande som Sydkorea og Kina, hvor minderne om krigen, under hvilken Japan besatte store dele af Sydøstasien og Kina, ifølge Reuters stikker dybt.

Ifølge medierne døde Murayama på et lokalt hospital i sin fødeby, Oita, af alderdom.

Powered by Labrador CMS