Død efter længere tids sygdom

Blev kun 51 år

Offentliggjort

Den amerikanske soulsanger og sangskriver D'Angelo er død.

Det skriver TMZ og flere andre amerikanske medier.

Han døde i dag, tirsdag.

Ifølge TMZ døde han af kræft i bugspytkirtlen - en sygdom han ikke havde delt med offentligheden, men havde været i behandling for nogle måneder.

Han blev 51 år.

Han efterlader sig to sønner og en datter.

D'Angelo ses her optræde på Apollo Theatre i den amerikanske storby New York i 2015.

Vandt fire Grammy-priser

Ifølge musikmagasinet RollingStone kan tre af D'angelos albums  "Brown Sugar", "Voodoo" og "Black Messiah" anses som nutidige klassikere.

D'Angelo var gennem karrieren nomineret til 14 Grammy-priser og vandt fire.

Bag succesen og de mange priser gemte sig stridigheder med pladeselskaber, skriveblokeringer og et misbrug af både kokain og alkohol.

Hans familie bekræfter dødsfaldet i en fælles udtalelse:

- Den lysende stjerne i vores familie har dæmpet sit lys for os i dette liv. Efter en lang og tapper kamp mod kræft er vi knuste over at måtte meddele, at Michael D’Angelo Archer er blevet kaldt hjem og har lagt dette liv bag sig i dag. Vi håber på respekt for vores behov for privatliv i denne vanskelige tid, men inviterer alle til at sørge med os og samtidig fejre den sang og musik han har givet verden, skriver familien i udtalelsen.

Powered by Labrador CMS