Cliff Richard er fortsat The Young One

Cliff Richard fylder 85 år 14. oktober. Sangeren, som lagde ud med hits som "Young Ones", fejrer dagen med turné i Australien, New Zealand og Storbritannien.

Congratulations and celebrations.

Sådan bør et fødselsdagsportræt på Sir Cliff Richard begynde med henvisning til hans eviggrønne fødselsdagsklassiker fra Eurovision i 1968.

Han vandt ikke konkurrencen. Men i en lang karriere har han vundet meget andet. Den 14. oktober fylder Cliff Richard 85 år.

Særligt 1960'erne var Cliff Richards årti med "Young Ones", "Summer Holiday" og klassikeren "Congratulations". (Arkivfoto).

Hans musik dengang sivede som sød honning gennem værelserne hos unge piger og siden dem, der stadigt gerne ville være det. Mange fans har holdt ved.

Pigtrådsmusik

Musikalsk lagde han ud med det, som ens oldemor ville kalde pigtrådsmusik.

Han var den pæne, polerede forsanger i rock'n'roll gruppen The Drifters. Her blev Harry Rodger Webb til det navn, som alle i dag kender.

Gruppens debut-hit "Move It" var den første ægte britiske rockklassiker. Dengang lignede Cliff Richard lidt en engelsk Elvis med swung i håret. Men med den forskel, at mens Elvis hurtigt blev kendetegnet af sit swung, også i understellet, så var Cliff mere manden med de pæne, hurtige håndklap.

Syv hits

The Drifters blev til The Shadows og fulgte Cliff i mange år. Ikke mindst 1960'erne var hans årti. Ikke færre end syv hits blev det til med singler som "Young Ones", "Summer Holiday" og altså klassikeren "Congratulations".

Hen ad vejen ændrede han musikalsk kurs og lykkedes med flere comebacks. Med numre som "Miss You Nights" og "Devil Woman" i 70'erne. I 1979 toppede han igen hitlisterne med popklassikeren "We Don't Talk Anymore".

Slået til ridder

Alt gik godt. Undervejs blev han endda slået til ridder af dronning Elizabeth.

Der var ikke en oblat at klemme ind mellem den erklæret kristne og altid pletfri Cliff og hans Vorherre - før det så gik galt.

I 2014 blev han afhørt og hans hjem ransaget i en gammel sag om overgreb mod en mindreårig. Det påståede overgreb skulle have fundet sted i 1980'erne mod en dreng under 16 år. Beskyldninger som Richard pure afviste.

Blev frafaldet

Sagen, der fik stor plads i medierne, blev siden frafaldet på grund af mangel på beviser.

Oveni fik han i 2018 tilkendt en erstatning på knap to millioner danske kroner fra BBC, som havde tv-transmitteret en ransagning af hans hjem.

Cliff Richard har aldrig været gift og er kendt for tætte venskaber med mænd, herunder en tidligere katolsk præst, som han boede sammen med og beskrev som sin "ledsager".

250 millioner plader

I en selvbiografi fra 2008 sagde han, at han godt kunne lide at holde folk "gættende" om sin seksualitet.

Cliff Richard har solgt over 250 millioner plader og haft 14 Top 1 singler i Storbritannien. Derudover er han den eneste sanger, der har toppet den britiske singlehitliste i fem årtier, fra 50'erne til 90'erne.

Powered by Labrador CMS