Amerikansk sangstjerne død

Sangeren Connie Francis fik en opblomstring i foråret på TikTok med "Pretty Little Baby"

Connie Francis: En legende er gået bort

Den amerikanske sanger Connie Francis, kendt for hits som 'Who's Sorry Now?' og 'Stupid Cupid', er død i en alder af 87 år.

Hun oplevede en genopblomstring i foråret, da hendes sang 'Pretty Little Baby' gik viralt på TikTok.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den amerikanske sanger Connie Francis, som er kendt for hits som "Who's Sorry Now?" og "Stupid Cupid", er død. 

Hun blev 87 år.

Det skriver flere amerikanske medier, blandt andet The New York Times og NBC News.

Fra slutningen af 1950'erne var Connie Francis en af de største kvindelige popstjerner.

Gik viralt

I foråret kom den amerikanske sanger tilbage i rampelyset med sangen "Pretty Little Baby", der gik viralt på den sociale platform TikTok.

Allerede fra hun var tre år, meldte Connie Francis' far hende til talentkonkurrencer.

Den amerikanske sanger Connie Francis, som har det borgerlige navn Concetta Rosa Maria Franconero, er gået bort. (Arkivfoto).

I 1955 debuterede hun på plade med sangen "Freddy".

Ni floppede singler

Efter ni floppede singler indspillede Connie Francis en nyversion af en sang fra 1923 på det, der skulle have været den sidste optagelse med hendes pladeselskab.

Sangen med titlen "Who's Sorry Now" endte med at blive solgt i en million eksemplarer, inden der var gået et år.

Den nåede nummer et på hitlisten i Storbritannien og nummer fire på hitlisten i USA.

"Bedste kvindelige sanger"

I de følgende fire år blev Connie Francis udnævnt til "Bedste kvindelige sanger" af seerne til Dick Clarks berømte tv-program "American Bandstand". Inden for de efterfølgende 10 år nåede 35 af hendes singler den amerikanske top 40-liste.

Især i de første år var balladerne hendes foretrukne genre, og det viste hun blandt andet med "My Happiness" og "Don't Break the Heart that Loves you".

Men indimellem satte hun tempoet op med sange som "Stupid Cupid" og "Lipstick on Your Collar".

Powered by Labrador CMS