Det bliver et kæmpe brag

Fredagsrock kan i år fejre 25-års jubilæum. Tivoli i København har i den anledning skruet op for antallet af koncerter

Peter Sommer spiller op til Havefest på Plænen i Tivoli den 28. maj 2021. Tivolis koncept Havefest afløste Fredagsrock i 2021 på grund af coronarestriktionerne. Koncerten foregik nemlig med siddende publikum. (Arkivfoto).

Udgivet Opdateret

Bassen buldrer, solen skinner, og fadøllene bruser.

Fredagsrock har været en fast del af Tivolis program, siden forlystelsesparken for første gang i april 1997 havde premiere med Den Gale Pose og Hvid Sjokolade på plakaten.

Fredagsrock kan til april i år således fejre 25-årsjubilæum, og der er lagt op til et af de dyreste programmer nogensinde, afslører Tivoli i en pressemeddelelse.

Det er nemlig ikke kun mærkedagen, der skal markeres.

- Vi fejrer, at vi kan sige farvel til restriktioner og opleve glæden ved store koncerter - sammen. For det er netop det Fredagsrock er og har været i alle 25 år: samvær, nærhed og god musik under åben himmel, siger Thor Feilberg, chef for musik og underholdning i Tivoli, i pressemeddelelsen.

Løfter sløret

Tivoli løfter samtidig sløret for de første tre navne på plakaten: Scarlet Pleasure, Kesi og Gnags.

- Vi glæder os helt vildt til at åbne for Tivolis Fredagsrocksæson. Og ikke mindst til endelig at se Plænen fyldt med publikummer uden mundbind og afstand, siger forsangeren i Scarlet Pleasure, Emil Goll, i pressemeddelelsen.

Scarlet Pleasure indtager som de første i år scenen den 8. april 2022 - samme dag som Tivoli tager hul på årets sommersæson.

Tivoli har tidligere haft internationale artister på plakaten. Publikum har blandt andre kunnet opleve Snoop Dogg, Lauryn Hill, Pet Shop Boys, Roxette, Tiësto og mange flere. Her ses Pharrell Williams, der i 2016 gav en eksklusiv koncert på plænen i Tivoli. (Arkivfoto).

Ser frem til sommer

Også Kesi ser frem til at gæste Tivolis scene til sommer.

- Der er jo altid noget helt specielt ved at spille i sin egen by, og en sommeraften i Tivoli kan være helt magisk, siger Kesi, der kan opleves til Fredagsrock den 15. juli.

De gamle kendinge Gnags, der har mere end 50 års erfaring som rockband, kan opleves i Tivoli den 10. juni.

I samme ombæring oplyser Tivoli, at man i øjeblikket forhandler med en række internationale navne, som snart falder på plads.

Powered by Labrador CMS