Sælger ud

Pladeselskabet Primary Wave Music har købt dele af Ramones' bagkatalog for omkring 75 millioner kroner

Offentliggjort Sidst opdateret

En del af det amerikanske punkrockband Ramones' bagkatalog er blevet solgt for omkring 10 millioner dollar - svarende til 75 millioner kroner.

Det er pladeselskabet Primary Wave Music, der er køberen.

Det fortæller kilder tæt på aftalen, skriver det amerikanske medie Variety.

Pladeselskabet får mulighed for at profitere på flere sange fra bandets musikrepertoire.

Hvilke sange, der er tale om, er der ikke nogen oplysninger om.

Alle er døde

Alle medlemmer i Ramones er døde.

Joey Ramone, der var stiftende medlem og sanger i bandet, gik bort i 2001.

Hans bror - Mitchel Hyman - er enearving til bandets musik, og det er altså ham, der har indgået en handel med Primary Wave Music.

- Jeg er glad for at kunne byde Primary Wave Music velkommen som partnere i min brors andele af Ramones.

- Jeg er helt overbevist om deres iver efter at håndtere hans arv og deres oprigtighed i at ville gøre det på en måde, der aldrig vil kompromittere hans troværdighed, siger han til Variety.

Joey Ramone var stiftende medlem og sanger i Ramones. Hans bror har nu solgt ud af bagkataloget. (Arkivfoto).
Joey Ramone var stiftende medlem og sanger i Ramones. Hans bror har nu solgt ud af bagkataloget. (Arkivfoto).

Flere har solgt ud

Med salget slutter Ramones-arvingen sig til rækken af musikere eller rettighedshavere, der har solgt ud af bagkataloget.

Blandt andet har både Bob Dylan og Sting solgt rettighederne til deres bagkatalog til Universal Music Publishing Group.

Den største offentliggjorte sum penge, som er givet for et helt bagkatalog, er omkring en halv milliard dollar - svarende til omkring 3,7 milliarder kroner.

Det betalte Sony for Bruce Springsteens bagkatalog.

RAMONES

Ramones debuterede med albummet "Ramones" i 1976.

I de følgende år blev de en vigtig inspiration for hele punkmusik-bølgen.

Særligt i England, hvor bandet blandt andet tog på en turné samme år, som de udkom med deres debutalbum.

Bandet gik fra hinanden i 1996 efter at deres album "¡Adios Amigos!" ikke havde det forventede salg.

Kilde: Ritzau, Wikipedia, TMZ
Powered by Labrador CMS