Se billedet: Kongefamilien tager sviptur på vej til Rio

Prins Joachim og prinsesse Marie har samlet hele familien og er taget på tur i Brasilien, hvor parret har OL-pligter mandag.

Prins Joachim og prinsesse Marie har taget hele familien med til Iguaçu-vandfaldene, der ligger på grænsen mellem Brasilien og Argentina. Foto: Olufson Jonas/Olufson Jonas
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er dømt familietur i det danske kongehus.

Prins Joachim og prinsesse Marie har samlet hele børneflokken og er draget til det sydamerikanske, fordi parret mandag har officielle pligter forud for De Olympiske Lege.

Det royale par skal sammen med kronprinsparret deltage i åbningen af Den danske pavillon i Rio de Janeiro, Brasilien, fremgår det af kongehusets officielle kalender.

Ipanema-stranden

Den danske pavillon vil blive sat op på den berømte Ipanema-strand, og formålet er at promovere Danmark og sætte fokus på dansk erhvervsliv, kultur, sport og turisme.

Men prins Joachim og prinsesse Marie har altså valgt at tage hele familien med sig på tur til det sydamerikanske, fremgår det af kongehusets officielle Instagram-profil.

Billede på Instagram

Her delte kongehuset nemlig søndag et billede af parret sammen med børnene prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena foran Iguaçu-vandfaldene, der ligger på grænsen mellem Brasilien og Argentina.

– Hilsen fra Iguaçu-vandfaldene i Brasilien – på vej til OL i Rio de Janeiro, skriver kongehuset til billedet af den storsmilende familie på tur.

Se kongehusets billede af familien her:

ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS