Dokumentar afslører detaljer om pinlig prins
En ny dokumentar går helt tæt på prins Charles og afslører nye sider af den britiske tronfølger.
Han griner på alle de forkerte tidspunkter og er indbegrebet af en pinlig far. Ja, han lyder faktisk næsten helt menneskelig, den britiske tronfølger prins Charles, som han bliver portrætteret i en ny britisk dokumentar.
Komikerparret og værtsduoen Anthony McPartlin og Declan Donnelly har fulgt den britiske prins i 12 måneder, og det er der kommet dokumentaren “When Ant and Dec Met the Prince: 40 Years of the Prince’s Trust” ud af.
I dokumentaren, som har premiere i England 4. januar, fortæller sønnerne prins William og prins Harry blandt andet om deres fars pinlige opførsel. Prinsen kunne eksempelvis slet ikke holde grinet tilbage, da der gik kuk i effekterne under en skolekomedie, fortæller 33-årige prins William ifølge ABC News.
Prins William tilføjer dog, at det nok er lidt af en familiesvaghed at grine “når tingene går galt”. Men er ikke kun prinsen af Wales’ vane med altid at grine på de forkerte tidspunkter, der kan få sønnerne til at krumme tæer, det har også altid voldt dem store problemer at læse hans kringlede håndskrift. Faktisk er den så utydelig for prinserne, at de aldrig har været helt sikre på, om det var ros eller ris på de håndskrevne sedler, de modtog.
Den britiske kronprins er ovenud begejstret for sine børnebørn og fortæller, hvordan han nyder de yngste royales selskab. Hvad han endnu ikke har nydt noget af, er til gengæld at skifte børnebørnenes bleer, afslører han.
Dokumentaren, som den Bafta-vindende producer Michael Waldman står bag, har premiere 4. januar på den britiske kanal ITV.
/ritzau/FOKUS