TV 2 melder ud om Rolf Sørensen

Rolf Sørensen skal ikke som tidligere kommentere Touren fra Frankrig, men får ekspertrolle i Danmark

Offentliggjort

Den tidligere cykelstjerne Rolf Sørensen bliver igen en del af TV 2's hold i dækningen af sommerens Tour de France.

Det bliver dog ikke som en del af kommentatorholdet i Frankrig som tidligere.

Sørensen er tilbage som ekspert, hvor han skal bidrage med sine analyser i TV 2's sportsnyheder, på TV 2 News og i 'Go' Morgen Danmark', lyder det i en pressemeddelelse.

To års fravær

Det sker efter to års fravær fra Touren på grund af henholdsvis private og helbredsmæssige årsager. Tidligere har han 18 gange været kommentator i løbet for TV 2.

- Det har været et privilegium, men som de seneste to år også har vist, er det for opslidende for mig at skulle med rundt i Frankrig på trods af min store kærlighed til løbet.

Del af holdet

- Derfor er jeg meget glad for denne løsning, hvor jeg stadig kan være en del af holdet - bare i en anden funktion, siger Rolf Sørensen.

Hos TV 2 er man glad for, at Sørensen igen bliver en del af Tour-dækningen, udtrykker John Jäger, TV 2's chefredaktør på Tour de France:

Vigtig dialog

- Vi har haft en løbende og vigtig dialog med Rolf Sørensen for at finde en løsning, der passer ham, og som gør, at vores seere og brugere stadig kan få glæde af hans store indsigt i form af skarpe analyser og perspektiver på årets Tour de France.

Nærmeste fremtid

Sørensen har 17 gange kommenteret Tour de France med Dennis Ritter. Hvem der bliver Ritters medkommentator i sommerens Tour, vil stationen afsløre "i nærmeste fremtid".

Tour de France begynder 4. juli i Barcelona og slutter 26. juli i Paris.

Rolf Sørensen får ekspertrolle i Danmark under Tour de France. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS