Titanic-redningsvest solgt for millionbeløb 

Der er tale om den eneste redningsvest fra Titanic, som er blevet solgt på auktion

Offentliggjort Sidst opdateret

Redningsvest fra Titanic solgt for rekordbeløb

En redningsvest fra Titanic blev solgt for 670.000 pund på auktion.

Vesten blev båret af overlevende Laura Mabel Francatelli.

Salgsprisen oversteg forventningerne betydeligt.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En redningsvest, som en overlevende fra skibet Titanic havde på, er blevet solgt på auktion for 670.000 pund - cirka 5,8 millioner kroner.

Det skriver det britiske medie BBC.

Det var auktionshuset Henry Aldridge and Son i Wiltshire i England, der lørdag stod for salget.

Ifølge BBC er der tale om den eneste redningsvest fra Titanic, som er blevet solgt på auktion i de 114 år, der er gået, siden skibet sank.

Den blev båret af Laura Mabel Francatelli, som var førsteklassespassager på Titanic og en af de omkring 700 personer, der overlevede ulykken i 1912. Her sank skibet på vej til New York, efter at det havde ramt et isbjerg.

Francatelli var iført redningsvesten, inden hun kom om bord på en redningsbåd.

Har underskrevet redningsvesten 

Køberen af vesten beskrives som en samler, men vedkommendes identitet fremgår ikke.

Både Francatelli og en række andre overlevende fra Titanic har underskrevet redningsvesten. Salgsprisen oversteg forventningerne, da det var ventet, at den ville indbringe mellem 250.000 og 350.000 pund.

På lørdagens auktion er også en siddepude fra Titanic blevet solgt. Den har fået ny ejer for en pris på 390.000 pund - 3,4 millioner kroner. Puden tilhørte Richard William Smith, som arbejdede med import af te, og som var en af de 1500 mennesker, der mistede livet på Titanic.

Siddepuden er blevet købt af museet Titanic Museum Attraction, som har et museum i den amerikanske delstat Tennessee og et i delstaten Missouri.

Billedet er fra auktion i 2007 og viser redningsvest, der på Titanic blev båret af Laura Mabel Francatelli, der overlevede ulykken, hvor skibet sank. Lørdag er redningsvesten på ny auktion blevet solgt til en højere pris end ventet.

Direkte fra skibet 

Ifølge nyhedsbureauet dpa blev et ur, der blev fundet på liget af en velhavende forretningsmand, der druknede i ulykken, desuden solgt for 180.000 pund. Det svarer til 1,6 millioner kroner.

Auktionen omfattede i alt 344 genstande, skriver dpa. 15 af dem stammer direkte fra skibet, mens andre er forbundet til skibets historie på et bredere plan.

- Jeg tror, at de her rekordhøje priser afspejler den fortsatte interesse ikke kun for Titanic-historien, men også for skibets passagerer og besætning, siger Andrew Aldrige, som er direktør i auktionshuset.

- Deres minder bliver udødeliggjort gennem de her genstande.

Powered by Labrador CMS