Rasmus Tantholdt bliver vært på stort tv-show
- Jeg har i mange år stået midt i nogle af de historier, der former verden
Rasmus Tantholdt rejser kloden rundt som korrespondent, når han dækker verdens brændpunkter.
Men 17. december har han dansk jord under fødderne, når han skuer ud.
Den kendte journalist bliver vært på programmet "De største øjeblikke", hvor TV 2 kigger tilbage på det forgangne år på både godt og ondt.
Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.
Helt særligt
- Det føles helt særligt at skulle være vært på "De største øjeblikke". En sjov og krævende opgave i mere glamourøse omgivelser end dem, jeg normalt arbejder i, siger Rasmus Tantholdt i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Jeg har i mange år stået midt i nogle af de historier, der former verden. Nu får jeg lov til at være med til at samle trådene op, se på året udefra og give danskerne et fælles tilbageblik på, hvad vi har oplevet sammen.
Nok at tage fat på
TV 2 tilføjer, at der er nok at tage fat på i årets tilbageblik og nævner blandt andet Donald Trumps tilbagevenden som præsident i USA, den fortsatte krig i Ukraine, konflikten i Mellemøsten, kommunalvalget i Danmark og USA's interesse i Grønland.
2025 har været et år med store forandringer og voldsomme begivenheder i verden, men også et år med håb og handlekraft, mener Rasmus Tantholdt.
Eftertanke og perspektiv
- Jeg tror, vi har brug for både eftertanke og perspektiv - og det er netop det, jeg håber, vi kan give med "De største øjeblikke", siger han.
Mellem indslagene og besøg af nogle af årets hovedpersoner på scenen hos Rasmus Tantholdt er der musikalsk underholdning fra blandt andre Christopher og Aphaca.
"De største øjeblikke" optages i Dansehallerne i København 17. december og sendes på TV 2 og TV 2 Play 29. december.