-Ny Beatles-sang er et mesterværk

Selv om anmelderne glæder sig over den sidste sang fra The Beatles, er de splittede over Lennons vokal.

Udgivet

Torsdag har The Beatles udgivet sin sidste sang "Now And Then", og den har fremkaldt varme følelser hos anmelderne.

Anmelderen hos det amerikanske magasin Rolling Stone beskriver sangen som "det sidste mesterværk, som The Beatles - og deres fans - fortjener".

- Du kan høre, hvorfor Paul (McCartney, red.) aldrig glemte denne sang, og hvorfor han ikke kunne give slip på den.

"Now And Then" er The Beatles' første sang siden 1996. Bandet gik ellers i opløsning i 1970.

Rolling Stone giver ikke "Now And Then" stjerner.

Gaffa: Fire ud af seks

Det gør det danske magasin Gaffa, hvis anmelder giver den fire ud af seks stjerner. Ifølge anmelderen er sangen "et varmt, eftertænksomt punktum".

- Her er der ikke bare klarhed, men faktisk også varme i Lennons stemme i denne enkle og eftertænksomme kærlighedssang.

Hos avisen Ekstra Bladet er man uenig. Alligevel får "Now And Then" fire ud af seks stjerner af anmelderen.

- John Lennons vemodige vokal føles som lyden af et trist spøgelse, der går igen. Stemmen er den store oplevelse, og man savner grundlæggende lidt substans, nerve og dynamik i det storladne arrangement.

Ringo Starr (tv.) og Paul McCartney (th.) er de eneste to levende Beatles-medlemmer. Alligevel medvirker alle fire beatler - altså også afdøde John Lennon og George Harrison - i den nye sang 'Now And Then'. (Arkivfoto).
Ringo Starr (tv.) og Paul McCartney (th.) er de eneste to levende Beatles-medlemmer. Alligevel medvirker alle fire beatler - altså også afdøde John Lennon og George Harrison - i den nye sang "Now And Then". (Arkivfoto).

Politiken: Tre ud af seks

Avisen Politiken giver The Beatles' sidste udgivelse tre ud af seks stjerner.

Her lyder det fra anmelderen, at sangen "grundlæggende bare" er sentimental.

- Den strygersvulmende kærlighedsballade besidder ikke noget af den raptus-friskhed og jordskælvende pondus, som de fleste af The Beatles’ oprindelige sange besad i deres tid.

Imens skriver det britiske avis The Guardian, at "Now And Then" er en "gribende" afslutning.

- Hvis du kniber øjnene sammen, kan du næsten forestille dig, at det er The Beatles, der spiller sammen.

Anmelderen giver sangen fire ud af fem stjerner.

Jyllands-Posten: 5 ud af seks

"Now And Then" får fem ud af seks stjerner fra avisen Jyllands-Posten, der kalder sangen for "den bedste sang fra The Beatles siden udgivelsen af bandets sidste studiealbum "Let It Be (fra 1970, red.)".

- Vers, omkvæd, produktion, intet halter i denne sang, som lægger sig naturligt til rette blandt de øvrige, uopslidelige klassikere fra The Beatles.

Fra 1978

Historien bag "Now and Then" begynder i 1978, hvor John Lennon optog et demobånd i sit hjem i New York. Det var ikke meget mere end en skramlet optagelse af hans stemme og et klaver.

Lennon blev skudt og dræbt i 1980. Efterfølgende fandt Yoko Ono, hans hustru, båndet, hvorpå der stod "Til Paul".

Paul McCartney fik kassettebåndet, som desuden indeholdt optagelser af sangene "Free as a Bird" og "Real Love". De blev udgivet i 1995 og 1996.

Med hjælp fra ny teknologi og filminstruktør Peter Jackson er The Beatles nu - knap tre årtier senere - klar med deres sidste sang.

Kun to lever endnu

Selv om det kun er McCartney og Ringo Starr, der stadig lever, medvirker alle fire beatler på sangen.

Kunstig intelligens har hjulpet med at fjerne støjen fra John Lennons vokal, så han kan høres klart og tydeligt.

Powered by Labrador CMS