Kong Charles om sorgen efter tragedien

Rædslerne fra 7. juli 2005 vil aldrig blive glemt, siger Kong Charles og understreger sammenholds betydning

Kong Charles opfordrer til sammenhold efter tragedie

Kong Charles opfordrer briterne til at stå sammen mod splittelse.

Han mindes angrebene i London for 20 år siden, der dræbte 52 mennesker.

Kongen understreger vigtigheden af et samfund med plads til forskelligheder.

Flere mindehøjtideligheder afholdes for at ære ofrene.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kong Charles opfordrer den britiske befolkning til at stå samlet mod dem, der ønsker at skabe splittelse.

Det gør han i en udtalelse i anledning af, at det mandag er tyve år siden, at London var mål for et større angreb, hvor flere bomber sprang i Londons undergrund.

Det skriver det britiske medie BBC.

Fordømmer angrebene

Kongen fordømmer angrebene, som han kalder meningsløse og ondskabsfulde.

52 personer blev dræbt, mens over 700 blev såret, da London den 7. juli 2005 blev mål for bombeangreb, som fandt sted fire forskellige steder.

Tre af eksplosionerne skete i undergrunden lidt før klokken 09.00, mens den sidste bombe blev detoneret omkring en time senere i en dobbeltdækkerbus.

Plads til forskelligheder

Kong Charles opfordrer til sammenhold og siger, at angrebene har understreget betydningen af at opbygge et samfund, hvor der er plads til forskelligheder.

- Hvor folk af alle religioner og baggrunde kan bo sammen med gensidig respekt og forståelse, lyder det ifølge BBC.

Bag selvmordsbomberne stod fire gerningsmænd, som BBC kalder islamistiske ekstremister.

Flere mindehøjtideligheder

Der vil mandag blive afholdt flere mindehøjtideligheder i den engelske hovedstad til minde om ofrene for angrebet.

Det gælder blandt andet en mindehøjtidelighed i St. Paul's Cathedral, hvor hertugen af Edinburgh vil deltage, skriver BBC.

Billede fra søndag parken Tavistock Square Gardens i London, hvor man forbereder sig til markering af, at det er tyve år siden at flere bomber 7. juli 2005 sprang i Londons undergrund.

Gælder alle

- Særlige bønner forbliver med alle dem, hvis liv blev for altid forandret på den forfærdelige sommerdag, lyder det fra kong Charles.

Det gælder alle, der bærer "de fysiske og de psykiske ar", lyder det videre.

- Selv om rædslerne aldrig vil blive glemt, kan vi finde trøst i den måde, hvorpå sådanne begivenheder samler lokalsamfund i solidaritet, trøst og beslutsomhed, siger kongen.

Har helet nationen

- Det er denne ånd af sammenhold, der har hjulpet London og vores nation med at hele.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har Storbritanniens indenrigsminister, Yvette Cooper, forud for mandag sagt, at islamister og højrefløjsekstremisme fortsat er landets mest betydelige udfordring.

Powered by Labrador CMS