Kasper Toustrup fylder 50 år
Han er bedst kendt som manden med bassen i det folkekære rockband Nephew
Han er bedst kendt som manden med bassen i det folkekære rockband Nephew.
Kasper Toustrup, der søndag den 21. december fylder 50 år, bærer imidlertid også på titler som speciallæge i onkologi og lektor på Aarhus Universitet.
Han arbejder på kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, hvor han forsker som en del af sin ansættelse.
- Der bliver ved med at være masser af faglige og menneskelige udfordringer. Det giver mening, når man står op om morgenen, siger Kasper Toustrup.
Sideløbende med lægegerningen har han i mere end 20 år været en del af Nephews store succes.
Erstattede oprindelig bassist
Fødselaren erstattede den oprindelige bassist Jonas Juul Jeppesen, inden bandet i 2000 udgav debutalbummet "Swimming Time".
Det helt store gennembrud kom i 2004 med albummet "USADSB", der blandt andet rummer storhittet "Superliga".
Det er svært for Kasper Toustrup at koge "et utal af kæmpestore oplevelser" ned til et enkelt minde, som han særligt husker eller ønsker at fremhæve.
- Der er så ustyrligt mange ting, siger han videre.
Flere pauser
Nephew har løbende holdt flere pauser, og i 2019 meddelte forsanger Simon Kvamm under en Smukfest-koncert, at bandet holdt pause på ubestemt tid.
Kasper Toustrup kalder det selv for en "langvarig pause", men han pointerer, at bandmedlemmerne aldrig har sagt, at Nephew ikke længere eksisterer.
- Vi har ikke noget på tapetet arbejdsmæssigt, men vi ses stadigvæk, siger bassisten, som flere gange har optrådt på Roskilde Festivals Orange Scene.
De andre bandmedlemmer har studeret musikvidenskab på Aarhus Universitet. Kasper Toustrup læste medicin selvsamme sted.
Mødtes i studiemiljøet
Og det var sådan, de mødtes. I studiemiljøet. Og det klikkede bare, forklarer han.
- Jeg har altid spillet musik. Og lige pludselig mødes man, og så er kemien der, fortsætter Kasper Toustrup.
Selv om han i en årrække ikke har optrådt foran tusindvis af mennesker, spiller han stadig meget musik.
Der står et flygel i stuen i hjemmet i Aarhus. I kælderen er der desuden et lille musikstudie.
- Det er en del af livet
Han forsøger at føre interessen for musik videre til sine tre børn, der går til klaver og gerne vil lege med instrumenter.
- Det er en del af livet hjemme hos os, lyder det.
Kasper Toustrup skal først fejre sin fødselsdag sammen med den nære familie. Efterfølgende venter en større fest, hvor også hans venner deltager.
Spørgsmål: Vil du helst huskes som lægen Kasper eller Nephew-bassisten Kasper?
- Det har jeg ikke tænkt så meget over. Jeg har det rigtig fint med begge dele, siger han.