Jens Jacob Tychsen fylder 50 år

- "Badehotellet" var en kæmpe ting for mig og min karriere

Offentliggjort

Jens Jacob Tychsen: Fra teater til tv og tilbage igen

Jens Jacob Tychsen har haft en alsidig karriere inden for både teater og tv.

Efter 11 år vender han tilbage til teaterscenen med stykket 'Kunst'.

Han fejrer sin 50-års fødselsdag med en optræden i Bellevue Teatret.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Han kan være tragisk prins på en klassisk scene, dameglad kongelig på tv eller synge og trylle til et onemanshow.

Jens Jacob Tychsen har gennem to årtier vist, at han har en bred portefølje, når det kommer til skuespil.

Uddannet på Teaterskolen 

Han blev født i Aarhus i 1975 og uddannet på Teaterskolen i sin fødeby som 23-årig.

Samme år tog karrieren fart, da han fik roller i stykkerne "Clockwork Orange" og "Les Misérables", og kort efter var spørgsmålet for Jens Jacob Tychsen i højere grad, hvad han ville, frem for om folk ville ham.

- Jeg har altid været god til at lytte til min mavefornemmelse. Jeg har haft mange fantastiske roller. Men jeg har også fået mange tilbud, både på scene og tv, som jeg har sagt nej til, fordi det ikke var det rigtige, siger han.

Behov for forandring 

Selv om han længe troede, at karrieren skulle vies til de danske teatre, kunne han en dag mærke, at der var behov for forandring.

- Teater havde været fantastisk for mig, og jeg havde nydt hvert et stykke. Men for 11 år siden kunne jeg bare mærke, at jeg var blevet teatertræt og havde brug for noget forandring, fortæller Jens Jacob Tychsen.

Jens Jacob Tychsen har haft roller i store tv-serier og ikoniske teaterstykker gennem en karriere, der spænder over 27 år. Han runder 19. november det halve århundrede. (Arkivfoto).

Talentet skinnede igennem 

Og talentet fra teatret skinnede hurtigt igennem.

Med roller i tv-serier som "Forbrydelsen 2", "Rejseholdet" og "Borgen" har han vist, at det var muligt for ham at tage skridtet fra scene til skærm.

Mange forbinder ham til tv-scenen gennem rollen som Edward Weyse i TV 2-serien "Badehotellet".

- "Badehotellet" var en kæmpe ting for mig og min karriere. Det føles, som om det var "meant to be", at jeg fik mulighed for at lave dansk folkekomedie i nutiden. Det var fantastisk og en gave af en rolle, siger han.

Tilbage efter 11 år 

Selv om "Badehotellet" nu er et afsluttet kapitel, betyder det ikke, at Jens Jacob Tychsen har lænet sig tilbage.

I stedet er han retur på scenen for første gang i 11 år med en forestilling ved navn "Kunst", hvor han spiller sammen med kollegerne Lars Ranthe og Mads Wille.

Han har også et onemanshow i støbeskeen, der får premiere i Tivoli i slutningen af april næste år.

Fødselsdag på scenen

Privat bor han med kæresten Anette Toftgård. Parret har et barn sammen.

Fødselsdagen tilbringes blandt andet på scenen, hvor han skal optræde i Bellevue Teatret med "Kunst".

- Jeg er i forvejen ikke en, der går så meget op i mærkedage, så det bliver stille og roligt i første omgang. Men mon ikke den store fest kommer senere, siger Jens Jacob Tychsen.

Powered by Labrador CMS