Divaen har aldrig svigtet sit publikum

Bette Midler har nok at huske tilbage på fra sin karriere i underholdningsbranchen

Offentliggjort

Bette Midler fylder 80 år

Bette Midler, en ikonisk figur i LGBT+-miljøet, fylder 80 år den 1. december.

Hun har haft en strålende karriere med store roller i film og på musicalscener.

Midler er kendt for sin stærke stemme og personlighed samt sit engagement i velgørende aktiviteter.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hun er godt klar over det.

- Ja, det er rigtigt. Jeg er ikke længere en vårhare, lød det for nylig fra Bette Midler.

Mandag den 1. december fylder den amerikanske skuespiller og sanger 80 år.

Det skarpe hjørne 

Ved et nyligt arrangement reflekterede hun over, at hun snart ville runde det skarpe hjørne.

- Når man er gammel, husker man de gamle ting bedre, end hvad der skete i går. Man husker ikke, hvad man spiste i går.

- Men man husker, hvordan det føltes at være i en beskidt park sammen med ligesindede. Det husker man, sagde Midler.

Har nok at huske 

Bette Midler har nok at huske tilbage på fra sin karriere i underholdningsbranchen.

Hun har brilleret på musicalscenerne, i en årrække optrådt på en badeanstalt for homoseksuelle mænd i New York med Barry Manilow som pianist og haft store roller i stribevis af populære film.

Med sine shows på badeanstalten opbyggede hun et stampublikum, der siden aldrig har svigtet hende.

Hun har heller aldrig svigtet dem.

Bette Midler har flere gange igennem årene brilleret på musicalscenerne. Mandag den 1. december fylder den amerikanske skuespiller og sanger 80 år. (Arkivfoto).

LGBT+ ikon 

Bette Midler er længe blevet betragtet som et slags ikon i LGBT+-miljøet, og hun har ofte råbt op til fordel for LGBT+-personers rettigheder.

Det helt store internationale gennembrud kom med den syngende hovedrolle i den bevægende film "The Rose" med tydelige inspiration fra Janis Joplins liv.

Rollen sikrede hende en oscarnominering og en Golden Globe.

Humor og følelser 

I en stribe af film siden har hun skiftet mellem sit udtalte humoristiske talent og mere følsomme feel-good-film.

Der er blandt andet "Venner" fra 1988 med det udødelige veninde-hit - selvfølgelig sunget af Midler - "The Wind Beneath Your Wings".

En af hendes største succeser er den ikoniske "Ekskonernes Klub" fra 1996 med Diane Keaton og Goldie Hawn.

Modtog flere priser 

Året efter havde hun en storstilet optræden, der var en engangsforestilling, med sang og sjov i Las Vegas med navnet "Diva Las Vegas".

For den modtog den lille kvinde, der måler 155 centimeter, med den store personlighed og stemme flere priser.

Som andre store divaer som Liza Minnelli havde Midler et kæmpeshow på Ceasar's Palace i Las Vegas. Det kørte i to år.

Og da filmtilbuddene tørrede ud, bragede hun i 2017 igennem med enorm succes i hovedrollen i musicalen "Hello, Dolly" på Broadway.

Stadig aktiv 

De senere år har hun haft mindre filmroller og er dermed stadig aktiv.

Midler har igennem årene udgivet 14 studiealbummer.

Hun har et omfattende imperium af godgørende aktiviteter - ikke mindst til forskønnelse af hendes elskede New York, hvor hun stadig bor.

Midler har siden 1984 været gift med kunstneren Martin Von Haselberg, med hvem hun har datteren Sophie.

Powered by Labrador CMS