Disney indgår kæmpe AI-aftale

Disney har givet licens til, at karakterer kan bruges i videoer genereret af kunstig intelligens

Offentliggjort

Disney indgår AI-aftale med OpenAI

Disney har indgået en treårig licensaftale med OpenAI, der tillader brug af Disney-karakterer i AI-genererede videoer.

Aftalen inkluderer en investering på 1 milliard dollar og muligheden for, at Disney kan købe flere aktier i OpenAI.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Disney har torsdag lavet en licensaftale på tre år med OpenAI, som blandt andet står bag chatbotten ChatGPT.

Aftalen betyder, at man som bruger af ChatGPT og videoværktøjet Sora fremover kan inkludere karakterer ejet af Disney, når man generer videoer med hjælp af kunstig intelligens eller AI.

- Disney er den globale gyldne standard, når det handler om fortællekunst. Denne aftale viser, hvordan AI-firmaer og kreative ledere kan samarbejde ansvarligt, udtaler OpenAI's topchef, Sam Altman.

Disney har givet brugerne adgang til over 200 karakterer. De tæller blandt andet Mickey Mouse og Darth Vader.

Aftalen inkluderer ikke stemmer og ansigter fra skuespillere.

Sagsøgte AI-selskab 

I sommer sagsøgte både Disney og filmstudiet Universal et andet AI-selskab - Midjourney - som de anklagede for ulovligt at have brugt deres ophavsretsbeskyttede indhold.

Den nye aftale betyder samtidig, at Disney investerer 1 milliarder dollar - eller cirka 6,4 milliarder kroner - i OpenAI.

I fremtiden kan karakteren Darth Vader fra Star Wars-filmene indgå i videoer, der er lavet med programmet Sora, som generer videoer ved hjælp af kunstig intelligens. Karakterens hjelm blev i 2019 sat til salg på en auktion i USA.

Desuden har den amerikanske underholdningsgigant mulighed for at købe yderligere aktier i selskabet.

- Den hurtige udvikling af kunstig intelligens markerer et vigtigt øjeblik for vores industri, siger Disneys topchef, Bob Iger.

Han mener, at samarbejdet kan være med til at udvide Disney-historiernes rækkevidde.

Nye produkter og oplevelser 

Udover at OpenAI's brugere fremover kan lade figurer som Iron Man og Minnie Mouse mødes ved hjælp af kunstig intelligens, vil Disney også selv gøre brug af OpenAIs teknologier.

Disney planlægger at bruge teknologien til at bygge nye produkter og oplevelser på streamingplatformen Disney+.

Desuden skal Disneys ansatte have adgang til chatbotten.

OpenAI har i forbindelse med aftalen lovet kontrolmekanismer, som skal forhindre ulovligt eller skadeligt indhold og beskytte rettigheder.

Både Disney og OpenAI understreger også, at de forpligter sig til at bruge kunstig intelligens ansvarligt.

Powered by Labrador CMS