Dansk stjerne i HBO-serie

Skuespiller Sarah-Sofie Boussnina er i gang med optagelserne til en ny sæson af den internationale serie "Dune: Prophecy"

Sarah-Sofie Boussnina vender tilbage i 'Dune: Prophecy'

Sarah-Sofie Boussnina er tilbage som prinsesse Ynez i 'Dune: Prophecy'.

Optagelserne til den nye sæson er i gang i Ungarn, Jordan og Spanien.

Serien er baseret på Frank Herberts univers og inspireret af 'Sisterhood of Dune'.

Premieredatoen for anden sæson er endnu ukendt.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hollywood glitrer om den danske skuespiller Sarah-Sofie Boussnina.

Fans af HBO-dramaet "Dune: Prophecy" kan se frem til endnu en gang at se hende besjæle karakteren prinsesse Ynez i en kommende anden sæson af serien.

Er i gang

Det oplyser underholdningsselskabet Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at optagelserne til den nye sæson er gået i gang, og at de finder sted i både Ungarn, Jordan og Spanien.

Ud over Sarah-Sofie Boussnina tæller rollelisten navne som Emily Watson, Olivia Williams og Travis Fimmel.

Baseret på bøger

"Dune: Prophecy" udspiller sig i samme univers som instruktør Denis Villeneuves spillefilm "Dune 1" og "Dune 2", der er baseret på bøgerne af den amerikanske forfatter Frank Herbert.

HBO-serien er inspireret af romanen "Sisterhood of Dune", som er skrevet af Frank Herberts søn Brian Herbert i samarbejde med Kevin J. Anderson.

Sarah-Sofie Boussnina har fået et internationalt gennembrud med serien "Dune: Prophecy". (Arkivfoto).

Spiller kejserens datter

Denne fortælling foregår 10.000 år inden historien fra Dune-filmene. I universet spiller Sarah-Sofie Boussnina kejserens datter Ynez, der ved, at hun en dag skal tage magten, men insisterer på at gøre det på sin egen måde.

En rolle, som hun ikke troede, det ville lykkes hende at få i hus, har hun tidligere fortalt i et interview med Ritzau.

Et forbillede

- Jeg skulle stå over for skuespillere, jeg virkelig ser op til. Vi skulle fortælle en historie sammen. Emily Watson (som spiller Valya Harkonnen, der træner og motiverer en gruppe unge kvinder i serien, red.) er et af mine forbilleder. Det var virkelig inspirerende, lød det fra Sarah-Sofie Boussnina.

Gennembrud i 2009

Den 34-årige skuespiller fik sit gennembrud i TV 2-serien "Lærkevej" tilbage i 2009.

Siden har hun blandt andet haft roller i julekalenderen "Tvillingerne & Julemanden", DR-thrilleren "Broen" og Afdeling Q-krimien "Fasandræberne".

Ukendt premieredato

På den internationale scene har hun medvirket i serien "Knightfall" og dramaet "Maria Magdalena" over for Rooney Mara og den oscarvindende skuespiller Joaquin Phoenix.

Premieredatoen for anden sæson af "Dune: Prophecy" er endnu ikke blevet offentliggjort.

Powered by Labrador CMS