Dansk Putin-dokumentar er kommet tættere på en Oscar

Putin-kritisk dokumentar giver dansk oscarhåb, men der er stadig et stykke vej til den berømte statuette

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk dokumentarfilm nærmer sig Oscar

Den danskproducerede dokumentarfilm 'Mr. Nobody mod Putin' er blevet shortlistet til en Oscar i kategorien Bedste Dokumentarfilm.

Filmen, instrueret af David Borenstein, følger den russiske lærer Pavel Talankin og hans modstand mod propaganda i det russiske skolesystem.

Oscaruddelingen finder sted den 15. marts 2026 i Los Angeles, hvor de endelige nomineringer offentliggøres den 22. januar.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den danskproducerede dokumentarfilm "Mr. Nobody mod Putin" er blevet shortlistet af oscarkomitéen i kategorien Bedste Dokumentarfilm.

Det skriver oscarakademiet på sin hjemmeside.

At være blevet shortlistet betyder ikke, at filmen er blevet endeligt nomineret til den prestigefyldte pris.

Det bliver først offentliggjort 22. januar næste år, hvor alle oscarnomineringer meldes ud.

"Mr. Nobody mod Putin" er blandt 15 film, der er shortlistet til en Oscar i kategorien.

Den danske oscarkomité udvalgte i september filmen som det danske bud på en oscarnominering i kategorien Bedste Internationale Film.

I den kategori er filmen blevet forbigået.

En sørgelig aktuel film 

- Oscarkomitéen har peget på "Mr. Nobody mod Putin", fordi det er en sørgelig aktuel film og et modigt portræt af et enkelt menneskes civile modstand et sted i verden, Putins Rusland, som vi lige nu har særligt meget opmærksomhed på, sagde Tine Fischer, direktør for Filminstituttet og forperson for den danske oscarkomité, i september.

Hun erkendte, at valget også kan give filmen øget synlighed i kapløbet om en Oscar i kategorien Bedste Dokumentarfilm.

Oscarstatuetten bliver næste år uddelt 15. marts i en række kategorier. Den danske film "Mr. Nobody mod Putin" er tættere på at hive statuetten hjem i kategorien Bedste Dokumentarfilm, men der er stadig lang vej. (Arkivfoto).

- Man kan sige, at det er en bivirkning, at når man vælger den film, er det klart, at den også får ekstra synlighed i dokumentarkategorien.

Filmen er instrueret af den amerikanske instruktør David Borenstein, som har base i København.

Den er produceret af danske Helle Faber i samarbejde med det tjekkiske produktionsselskab Pink.

Det russiske skolesystem 

I filmen følger man den russiske lærer Pavel eller "Pasha" Talankin, som også er filmens medproducer.

Læreren dokumenterer, hvordan det russiske skolesystem og undervisningens indhold ændrer sig i takt med Ruslands invasion af Ukraine.

Filmen følger folkeskolelæren i to år, hvor han i protest har smuglet optagelser af propaganda- og krigsundervisning af elever på den skole, han underviste på, ud af Rusland.

Filmen havde premiere i februar ved dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

Var i opløbet 

Den var i opløbet til at blive den danske indstilling sammen med "Den sidste viking" af Anders Thomas Jensen og "Begyndelser" af Jeanette Nordahl.

Vi skal ikke længere tilbage end 2022 for at finde en dansk dokumentarfilm, der fik opmærksomhed ved oscaruddelingen. Her blev "Flugt" nomineret i både kategorien Bedste Internationale Film og Bedste Dokumentarfilm.

Oscaruddelingen finder sted 15. marts 2026 i Los Angeles, USA, og markerer den 98. udgave af prisuddelingen af det, der er den mest prestigefyldte amerikanske filmpris.

Powered by Labrador CMS