Danskere står bag ny Netflix-serie
Tre danskere står bag en ny skandinavisk serie, der får premiere på Netflix i 2018.
Hollywood har i den grad fået øjnene op for danske skuespillere, instruktører, producere og manuskriptforfattere, og nu har Netflix også sat sin lid til en gruppe danske tv-folk.
De tre danskere Jannik Tai Mosholt, Esben Toft Jacobsen og Christian Potalivo står nemlig bag den skandinaviske serie “The Rain”, der forventes at få premiere på den globale streamingtjeneste i 2018.
Det oplyser filmselskabet Miso Film, der producerer serien, i en pressemeddelelse.
Kendt for “Dicte” og “1864”
Filmselskabet er kendt for tv-serier som “Dicte” og “1864”, og de tre skabere af den nye Netflix-serie kan også skrive flere kendte danske tv-serier og film på cv’et.
Jannik Tai Mosholt, som er manuskriptforfatter, har tidligere arbejdet med tv-succeser som “Bedrag” og “Borgen”.
Instruktøren Esben Toft Jacobsen er kendt fra “Den kæmpestore bjørn”, mens produceren Christian Potalivo tidligere har arbejdet med film og serier som “Lang historie kort” og “Dicte”.
På det seneste har flere danskere fået succes uden for Danmark. Tidligere på året blev det eksempelvis afsløret, at filminstruktøren Thomas Vinterberg skal instruere den internationale spillefilm “Kursk”, mens den danske instruktør Susanne Bier for nylig blev hyldet med en Emmy-statuette for bedste instruktør for miniserien “Natportieren”.
/ritzau/FOKUS