Undskylder overfald på kæreste

På de sociale medier kalder den amerikanske rapper 'Diddy' sin opførsel utilgivelig 

Udgivet

Sean "Diddy" Combs undskylder for sin opførsel på en video fra 2016, hvor man ser ham overfalde sin daværende kæreste, Cassie Ventura.

Det gør rapperen i en video, som han har delt på det sociale medie Instagram søndag.

På videoen fra 2016, som CNN bragte fredag, ser man "Diddy" blandt andet sparke og trække sin daværende kæreste hen ad en hotelgang, mens han tilsyneladende kun er iført et hvidt håndklæde.

Mørke stunder

- Det er meget svært at reflektere over de mørkeste stunder i ens liv, men nogle gange må man gøre det, siger "Diddy" søndag om sin egen opførsel i Instagram-videoen.

- Jeg var helt ude af den. Jeg havde nået bunden. Men jeg kommer ikke med undskyldninger. Min opførsel på den video er utilgivelig, fortsætter han.

- Jeg tager fuldt ansvar for mine handlinger i den video. Jeg er frastødt. Jeg var frastødt dengang, da jeg gjorde det, og jeg er frastødt nu.

Ventura sagsøgte rapperen sidste år, men sagen endte med, at der blev indgået forlig.

I Instagram-videoen søndag siger "Diddy", at han siden er gået til psykolog og har været på afvænning.

- Jeg beder ikke om tilgivelse. Jeg er i sandhed ked af det, afslutter 54-årige "Diddy" sin meddelelse på Instagram.

Agressiv adfærd

Videoen fra 2016 er en overvågningsvideo.

En advokat for sangeren Cassie Ventura, som i en periode på omkring ti år var i et forhold med "Diddy" med flere pauser undervejs, udtaler om videoen til CNN:

- Den hjerteskærende video har kun yderligere bekræftet hr. Combs foruroligende og aggressive adfærd.

Distriktsadvokaten i Los Angeles siger i en meddelelse til CNN, at hvis det bekræftes, at hændelsen skete i 2016, kan man ikke tiltale Diddy for overfald på grund af forældelsesfristen.

CNN bragte fredag overvågningsvideo af Sean "Diddy" Combs, der overfalder sin ekskæreste i 2016.

Siden november har Combs ifølge det amerikanske medie stået over for fem andre civile søgsmål. I dem beskyldes han blandt andet for seksuelle krænkelser og andre ulovlige aktiviteter.

Sagerne er igangværende, og "Diddy" har afvist beskyldningerne. Han udtaler sig ikke om de andre sager i Instagram-videoen søndag.

Myndigheder har ransaget to af rapperens ejendomme i forbindelse med en føderal efterforskning af ham.

Powered by Labrador CMS