Scorer millioner

Resultatet i musikeren Johnny Madsens selskab blev tredoblet sidste år til i alt 3,1 million kroner

Udgivet Opdateret

Johnny Madsens bagkatalog og malerier er en særdeles god forretning for den garvede sanger.

Sidste år tjente han nemlig millioner på sine musikrettigheder og penselstrøg.

Det viser årsregnskabet fra hans selskab ifølge JydskeVestkysten.

Årets resultat lød på 3,1 million kroner, hvilket er mere end en tredobling fra året forinden. Knap halvdelen gik til lønninger, mens 1,5 millioner blev udbetalt i udbytte.

Den store stigning skyldes blandt andet, at hans investeringer i andre selskaber førte til milliontab i 2022, viser regnskabet.

Den 73-årige veteran har siden 1970'erne produceret hits som solist og med gruppen Dalton med Lars Lilholt.

Debutterede i 1982

Som solist debuterede Madsen med albummet "De Tørre Er De Best... (Men Våde Er De Flest...)" i 1982. Sidenhen er det blevet til en hel del albummer og flere kendte sange som "Færgemand" og "Udenfor sæsonen".

Sangeren Johnny Madsen tjente 3,1 million kroner sidste år. (Arkivfoto).

De seneste år har Johnny Madsen dog ikke været at finde på scenen.

Det skyldes dels mangel på motivation, skriver JydskeVestkysten.

Madsen har også aflyst flere koncerter på grund af rygproblemer.

Ikke desto mindre har han gennem det seneste årti formået at opretholde en stabil indtjening i selskabet trods udsving.

Har tjent 18 millioner

Siden 2014 lyder den samlede indtjening således på omkring 18 millioner kroner efter skat.

I det nyeste regnskab fremgår det desuden, at egenkapitalen i selskabet er på 13,1 million kroner. Størstedelen af dette beløb er investeret i børsnoterede selskabet, skriver mediet.

Egenkapitalen er groft sagt et udtryk for en virksomheds samlede formue og et billede på sundheden i virksomheden. Den udregnes ved at tage alle aktiver minus gæld.

Powered by Labrador CMS