Mellemfornøjet medfart for 'Rejseholdet'
- Plottet halter, men teknisk flair gør filmudgaven konstant spændende, lyder en anmeldelse
- Hvor fanden er Mads Mikkelsen?, fristes Soundvenues anmelder til at spørge.
Men det er ikke "Rejseholdet"-serien, der har premiere. Det er en film. Og den får overvejende positive anmeldelser, til trods for at flere medier mener, at der er kælet mere for billedsiden end for plottet.
I hovedrollen ses 'The Viking'-skuespiller Alex Høgh Andersen som Otto Himmelstrup, der var rejseholdets allerførste leder, da det blev oprettet i 1927. Filmen er baseret på Jacob Jonias krimi "Den yderste grænse" om Himmelstrup fra 2023.

Udvikler sig til mordsag
I filmen tager rejseholdet fra København til Esbjerg for at opklare en brand på borgmesterens sommerhus. Men sagen udvikler sig til en mordsag.
Instruktøren er Christoffer Boe, som har stået bag "Journal 64", "Forhøret" og "Kriger".
Soundvenue og Berlingske understreger begge, at filmen byder på klichéer, heriblandt den pinte, småarrogante detektiv i hovedrollen.
Og det halter også med troværdigheden, mener Berlingske, der bemærker, at Esbjergs overklasse dyrker sexorgier i stuerne.
Tilrøget fernis
- Alligevel ligner Christoffer Boes film ikke noget, jeg tidligere har set. Det skyldes ikke mindst iveren efter at give gamle Danmark en tilrøget fernis, der har mere til fælles med Sergio Leones gangsterdrama "Once Upon a Time in America" end Morten Korch og Frilandsmuseet.
Både Berlingske, Soundvenue og Filmmagasinet Ekko kvitterer med fire ud af seks stjerner.
Soundvenue roser Boes æstetiske og fortællemæssige legesyge. Filmen får topkarakter for kunstnerisk præstation og visuelt vovemod.
Og selv om hovedpersonen er stereotyp, er Alex Høgh Andersens fortolkning af Otto Himmelstrup både charmerende og næsten helt sjov, lyder det.
Byder på jokes
- Faktisk er den ellers alvorstunge og psykologisk bombastiske detektivfilm ret underholdende og byder på jokes om frygt for både monogamiet og Socialdemokratiet.
Filmmagasinet Ekko påpeger huller i plottets logistik og rationalitet.
- Men netop via billedsidens blændende indstillinger med lys og skygge og Jon Ekstrands meget pompøse, Wagner-agtige underlægningsmusik er filmen konstant spændende, lyder det.
Politiken erklærer sig enig i, at filmen er brandflot. Men den kommer hårdt til kort sammenlignet med serier som "Babylon Berlin" og også "Rejseholdet", lyder det.
Spænding og dybde
Filmen er udfordret af at skabe spænding og dybde i fortællingen, skriver mediet, som giver tre ud af seks hjerter.
- Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af at have set en film, der burde have været en tv-serie. Hvis drømmen er at blive den første i en filmserie baseret på Jacob Jonias foreløbig tre historiske krimier, begynder rejsen i modvind.
Men Soundvenue savner alligevel ikke Mads Mikkelsen.
- Altså ikke mere end hvad der normalt betegnes som sundt, lyder det.