'Beatles'-ikon tæsker stadig løs
Ringo Starr har foreløbig overlevet halvdelen af sine kolleger i verdens måske mest ikoniske band
Ingen var i tvivl om, at Ringo Starr var heldig, da han endte i 'The Beatles'. Gruppen, som endte med at blive verdens måske mest ikoniske band.
Til gengæld har han overlevet halvdelen af de mere talentfulde kolleger i det verdenskendte band. John Lennon blev skudt og dræbt i 1980, og George Harrison døde i 2001.
Liverpool-drengen med det borgerlige navn Richard Starkey må siges at have gjort det godt, da han i dag har rundet de 85 år som stadig aktiv musiker.
Med forstærkning
Da Paul McCartney for et halvt år siden spillede sin sidste koncert på sin turné, "Got Back" på The O2 Arena i London, var det med forstærkning af Ringo Starr.

Starr og McCartney har optrådt sammen ved flere lejligheder, siden de forlod The Beatles.
Blandt andet optrådte de sammen på McCartneys turné "Freshen Up" i 2019, ligesom de optrådte sammen, da Starr blev optaget i rockens Hall of Fame i 2015.
Men når Ringo Starr af kritikere har været fremhævet som den mindst talentfulde af de "Fantastiske Fire", har andre rost ham for hans særlige evne at tæve trommeskindet på.
I starten gik det godt
I 2011 kårede Rolling Stones Magazine ham til den femtebedste trommeslager nogensinde.
Og uden at være verdens største sanger lagde han i Beatles-årene stemme til både "Yellow Submarine" og "With a Little Help from My Friends".
Efter Beatles-opløsningen gik Starr som de øvrige bandmedlemmer solo, og i starten gik det godt.
Hans første plader solgte faktisk bedre end John Lennons. Men succesen varede ikke ved.
Salgstallene faldt fra album til album. Sideløbende begyndte Ringo Starr at drikke i et omfang, så han på et tidspunkt efter eget udsagn tømte 16 flasker vin om dagen.
Bankede konen
Han tog stoffer. Desuden bankede han ved flere lejligheder - i kontrast til sit markedsførte image som fredselsker - sin kone, den tidligere Bond-pige og model Barbara Bach.
I 1988 lod han sig indlægge til afvænning.
Siden har han angiveligt ikke drukket alkohol, og han er fortsat gift med Barbara Bach.
Ringo Starr har holdt fast i musikken med sit All Starr Band, som fortsat er aktivt.