60 år: Høj hat og cigarføring
'Guns N' Roses' Saul Hudson - eller bare 'Slash' - har spillet guitar det meste af livet
Sort, langt krøllet hår, læderjakke, høj hat, solbriller og en cigaret i mundvigen.
Det er noget af det, der gennem årene har kendetegnet den verdensberømte guitarist Saul Huson, bedre kendt som Slash.
Guitaristen fra det amerikanske rockband Guns N' Roses har i dag rundet 60 år.
Underholdningsbranchen lå ikke guitaristen fjernt. Han voksede nemlig op med en mor, som designede tøj til folk som David Bowie, og hans far lavede albumcovers til Neil Young.
Kom til Californien
Den britiskfødte Saul Hudson var fem år gammel, da han kom til Californien.
Og det ryk var muligvis afgørende for, at guitaristen senere blev en del af Guns N' Roses.
Som 17-årig stoppede han i skole for at spille guitar på fuldtid. Det blev vejen til en årelang karriere i Guns N' Roses, der stadig varer ved.
Bandet blev etableret i Californien i 1985. I første omgang uden Slash.

Trådte til
Men til hans held besluttede bandets daværende guitarist, Tracii Guns, at forlade den første tour, "Hell Tour". Og så kunne Saul Hudson træde til.
Slash havde tidligere spillet med i en række andre bands og optrådt som soloartist.
Han udtrådte af Guns N' Roses i 1996, hvorefter han blandt andet dannede bandet "Slash's Blues Ball", men blev genforenet med Guns N' Roses på den amerikanske festival Coachella i 2016.
Guns N' Roses står bag hits som "Sweet Child O' Mine", "Don't Cry", "You Could Be Mine" og flere andre.
En del udskiftning
Forsanger Axl Rose er medstifter af Guns' N' Roses og er også et af de bandmedlemmer, som fortsat optræder med bandet.
Ud over Axl Rose og Slash er der fem andre aktuelle medlemmer.
Foruden dem har der været 17 tidligere medlemmer af bandet, og der har derfor været en del udskiftning gennem årene fra 1985.
Det kendte rockband har gæstet Danmark flere gange. Senest den 29. juni i Tivoli Friheden i Aarhus.
Også Danmarks største rock- og metalfestival, Copenhell, har haft besøg af bandet i 2023.
Koncerten på Copenhell fik en del kritik for at vare i mere end tre timer.
Kvittede smøgerne
- Guns N’ Roses’ rablende storhedsvanvid og totale mangel på situationsfornemmelse har stået på, siden de i 1991 fik den knap så geniale idé at udsende to dobbeltalbum samtidig, skrev Ekstra Bladet dengang i en anmeldelse af koncerten.
Saul Hudson kvittede i øvrigt cigaretterne, efter at hans mor i 2009 døde af lungekræft som 62-årig.
I 2001 blev Hudson gift med Perla Ferrar, men parret blev skilt efter 14 års ægteskab. Sammen har de to sønner. Hudson har ikke giftet sig siden.