Kongen taler ud efter massedrab
En dansker er anholdt
Fem personer blev sent onsdag aften dræbt i den norske by Kongsberg - angiveligt af en 37-årig dansk statsborger.
Nu udtrykker den norske konge, kong Harald, på familiens vegne sin sympati og medfølelse på kongehusets hjemmeside.
"Vi er forfærdede over de tragiske begivenheder i Kongsberg i går. Det ryster os alle, når så grufulde ting sker i nærheden af os, når man mindst venter det - midt i hverdagen, på åben gade", siger kongen blandt andet.
Udover de fem dræbte blev to personer såret af den 37-årige dansker, der har erkendt.
- Han erkender forholdene. At det er ham, som har gennemført handlingerne, som han er sigtet for, siger politiadvokat Ann Irén Svane Mathiassen til TV 2 Norge.
Der blev brugt bue og pile i angrebet, der altså har kostet fem personer livet.
"Norge er et lille land. Når samfundet i Kongsberg nu er ramt så hårdt, står resten af nationen sammen med jer", siger kong Harald videre.
Boet i Kongsberg i flere år
Politiadvokaten oplyser videre, at den 37-årige er kendt af politiet.
- Der er tale om flere forskellige sager.
Desuden bekræfter hun tidligere meldinger i norske medier om, at den sigtede har været i kontakt med sundhedsvæsenet flere gange.
"Det er vores håb, at trygheden bliver genoprettet, så frygten ikke får fodfæste", slutter kongen.