James Bond-stjerne fylder rundt

Den østrigske skuespiller og instruktør Klaus Maria Brandauer, der 22. juni fylder 80, fik succes i Hollywood. Men han har hele karrieren vægtet teatret højest

Offentliggjort Sidst opdateret

Med sit stærke ansigt og sin skuespillermæssige tyngde er østrigske Klaus Maria Brandauer den perfekte teaterskuespiller.

Trods kendte filmroller i James Bond-film og i "Mit Afrika" er det da også teatret, der har fyldt allermest i hans karriere. Den 22. juni fylder Brandauer 80 år.

Sælger sin sjæl

Selv om han som klassisk uddannet skuespiller havde optrådt siden 1962 på de skrå brædder og tv, så kom hans store gennembrud alligevel på film i 1981 i hovedrollen i István Szabós "Mefisto".

Et isnende og uforglemmeligt portræt af en tysk teaterskuespiller, som vælger at lukke øjnene totalt for alt ondt.

Han sælger sin sjæl, mens han får lov at klatre op i berømmelsens berusende luft via det tyske naziregimes blanke støvler.

Taler fem sprog

Siden fulgte mere mainstreamede roller som den computerspilselskende skurk Maximillian Largo over for Sean Connery som James Bond i "Never Say Never Again" i 1983.

Det var Brandauers første engelsktalende rolle. Men det var ikke noget problem for Brandauer, der taler flydende tysk, italiensk, ungarsk, engelsk og fransk. Et sprogtalent, som han i øvrigt har udfoldet på film på alle fem sprog.

Modtog Golden Globe

Sammen med Arnold Schwarzenegger og Christoph Waltz er Brandauer blandt de få østrigere, der har gjort sig bemærket i Hollywood.

Meryl Streep, Robert Redford og Brandauer var i 1985 stjernerne i Sydney Pollacks "Mit Afrika" bygget på Karen Blixens roman "Min afrikanske farm".

Her lykkedes det Brandauer at skabe et facetteret billede af Blixens utro svirebror af en ægtemand, Bror Blixen. En indsats, der sikrede ham både en Golden Globe og en Oscar-nominering.

Hædret skuespiller

Brandauer spillede i øvrigt senere over for Sean Connery igen i en mindre rolle som videnskabsmand i spionfilmen "Det Russiske Hus".

Han har siden 1972 uafbrudt været tilknyttet Burgtheater i Wien, som både er det gamle, kejserlige hofteater og en af det tyske sprogområdes vigtigste scener.

Her blev han i 1989 hædret som kammerskuespiller og i 2013 som æresmedlem efter at have spillet et hav af hovedroller - ud over masser af gæstespil på andre teatre såsom Salzburg Festival.

Var instruktør

Undervejs har han også arbejdet som instruktør især på teatret, men også på et par film.

Brandauer har en søn fra et tidligere ægteskab med Karin Katharina Müller, der døde af kræft i 1992. 15 år senere, i 2007, giftede han sig igen med Natalie Krenn.

Klaus Maria Brandauer fejrer sin 80-års fødselsdag 22. juni med en oplæsningsturné.
Klaus Maria Brandauer fejrer sin 80-års fødselsdag 22. juni med en oplæsningsturné.

FØDSELSDAG

En fødselsdag er den dag i året, hvor en person er født, hvilket ikke må forveksles med en persons fødselsdato, der er den dato personen fødtes (angivet ved dag, måned og år).

Før 1814 var det ikke dagen for fødslen, der blev opført i kirkebøgerne – det var kun dåbsdagen.

I mange kulturer er der tradition for at festligholde fødselsdagen hvert år med særlig fokus på 'runde' fødselsdage.

Der er tale om rund fødselsdag, når alderen er delelig med tallet ti. Runde fødselsdage fejres ofte med en større fest.

Ved 100-års fødselsdage er der tradition for et festtelegram fra HM Dronningen. 

'Halvrunde' fødselsdage er øvrige tal delelige med 5.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS