X Factor: Stoledansen snævrede ind

Ankerstjerne og Oh Land har nu begge sat deres hold efter Five Chair Challenge.

Endnu en omgang Five Chair Challenge blev gennemført – selv om fem stole efterhånden blev til tre. Foto: Lasse Lagoni
Endnu en omgang Five Chair Challenge blev gennemført – selv om fem stole efterhånden blev til tre. Foto: Lasse Lagoni
Offentliggjort Sidst opdateret

Inden det var tid til at finde ud af, hvilke af Oh Lands grupper, der kunne sætte sig i de fem varme stole i Five Chair Challenge, skulle Ankerstjerne finde de sidste af sine fem.

Her var det først Live, der gav Ankerstjerne hovedbrud. For selvfølgelig skulle hun have en stol.

Det betød farvel til Cille, der ellers havde imponeret med ukuleleen i forrige afsnit.

Derefter skulle den 20-årige rapper Denis forsøge at imponere – og han havde valgt en vaskeægte hiphop-klassiker.

Notorious B.I.G.’s udødelige klassiker Big Poppa blev taget under kærlig behandling – dog ikke til dommernes udelte begejstring.

Men Denis fik en ekstra chance – med en hjemmeskrevet og rørende rap om at springe ud som homoseksuel, og ikke blive accepteret, ramte han lige i skabet.

Det skabte så meget tvivl, at Ankerstjerne måtte forlade dommerbordet. I sidste ende fik Denis dog alligevel en stol, og nu var det Celinas tur til at sige farvel.

En stor – og måske forkert – beslutning, der bestemt ikke var til publikums begejstring.

Ankerstjerne har sat sit hold

Sidste mand på pletten var Patrick, der i sin audition havde rørt Oh Land til tårer med en hjemmeskrevet sang om opvæksten på Lolland.

Men her var det Kim Larsens Pianomand, der blev taget under kærlig behandling. Og det var overlegent.

Patrick fik altså den sidste stol, og det gik ud over Denis, der ellers lige havde kunnet sætte sig til rette.

Dermed er Ankerstjerne nede på fem lovende solister – Rasmus, Benjamin, Albi, Live og Patrick.

Stoledansen svinder ind

Herefter var det tid til Oh Lands eklektiske udvalg af grupper.

Allerede fra start af var der andre boller på suppen, da Oh Land kunne annoncere, at der kun blev plads til fire stole i deres Five Chair Challenge – for Oh Land vil selv kunne danne en gruppe også.

 

Først kunne duoen Wild Mountains sætte sig i stolene. Gedigent.

Spradebasserne fra Los Fuegos forsøgte sig med Stings udødelige Englishman In New York – med stor succes. Især hvis man spørger publikum. De fik også en stol.

De unge gutter fra Kasimbey formåede dog ikke at imponere, og røg hurtigt ud.

Jesper Ejrup Band fik lov at gå videre – men Oh Land valgte samtidig at reducere antallet af stole i hendes fold fra fire til tre, så hun selv kunne få mulighed for at eksperimentere med yderligere gruppedannelse.

Det gjorde det sværere for multikulturelle Gration, der forsøgte sig med TLC’s Waterfalls. Det var dog ikke nok for den unge gruppe til at gå videre.

De granvoksne mænd i Doktor Rolf & Kanylerne var de næste. Med en blues’et og erfaren optræden fik de sig en stol – på bekostning af Jesper Ejrup Band.

Velkommen til 2019

Hermed var det tid til søskendeparret Mikkel & Cecilie, der forsøgte sig med Fleetwood Macs Dreams. Og deres drømme fik lov at fortsætte – på bekostning af de spraglede Los Fuegos.

Sidst, men ikke mindst, var det tid til de kontroversielle sønderjyder Maria & Bea, der havde al deres attitude med på scenen.

Med et cover af Nicki Minajs Anaconda skortede det ikke på dansemoves på scenen – til vild begejstring og forargelse.

Kæmpe underholdning og en kæmpe stol til dem. Det gik ud over Mikkel & Cecilie – der ikke kunne andet end at bøje sig i støvet.

Velkommen til 2019.

Hermed er Wild Mountains, Doktor Rolf & Kanylerne og Maria & Bea videre og skal nu suppleres af to grupper, som Oh Land selv danner.

Powered by Labrador CMS