X Factor-favorit om rørt dommer: -Det er overvældende

Den unge solist Chili har rørt sin mentor adskillige gange, og det kan være lidt overvældende, fortæller hun.

Chili er blandt bookmakernes favoritter til at løbe med “X Factor”-trofæet. Foto: Martin Sylvest/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hun har fået tårer frem i øjenkrogen på den ellers så hårde “X Factor”-dommer Thomas Blachman. Og den erfarne dommer har også adskillige gange lagt vægt på, hvor rørt han bliver, når Chili indtager “X Factor”-scenen.

Selv er den unge deltager overrasket over, hvor meget hendes optrædener kan påvirke folk omkring hende.

– Det er den fedeste følelse nogensinde at vide, at man kan røre andre, og det er også noget, der falder mig naturligt. Men jeg bliver også overrasket, hver gang jeg får sådan en reaktion, siger Chili.

Blachman til tider rørt

Hun fortæller, at Thomas Blachman til tider også bliver rørt af hendes sang, når de står i øvelokalet, selv om det mest sker, når hun står på scenen badet i rampelys og melankolske toner.

Og når der bliver sat skub i følelserne hos Thomas Blachman, kan det også rykke til den unge sangerindes følelser.

– Jeg bliver rigtig glad, fordi jeg ved, at jeg gør et eller andet rigtigt. Man kan bare se det på ham. Det siger mere end ord at se hans reaktion. Men jeg bliver også selv lidt overvældet af, at jeg har kunnet røre Blachman og andre, siger Chili og uddyber:

– Fordi jeg er ikke rigtig selv klar over, hvad jeg gør. Det er bare sådan noget, jeg gør.

Fredag får Chili igen mulighed for at lokke tårer frem hos dommerne og mentor Thomas Blachman, når hun skal optræde med nummeret “Video Games” af sangerinden Lana Del Rey.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS